Futures fortid

For hver gang man ånder ud, så dør der et menneske, men når man trækker vejret ind igen, så fødes der et nyt.

Længe turde Eric ikke engang, at tænke på alle de som døde og fødtes den nat i Tokyo. Hans mor skreg og hev efter vejret i tyve stive timer, før hun udmattet kunne synke tilbage hospitalssengen med lille baby Millie i armene. Nu ved han jo godt, at det bare er et ordsprog – en tommelfingerregel. Ligesom, at det heller ikke nødvendigvis regner i Spanien, når man ser en snegl.

Eric havde en lang barndom. Hans søskende var hans venner, for det var for svært at få rigtige normale venner når de flyttede så meget. Hans mors arbejde tog dem med til alverdens steder. Hun sagde, at uanset hvor de kom hen, så ville de være hjemme. Ligesom med ordsproget om alle de døde mennesker, forstår Eric også nu, at det var fordi hun var ambassadør, og at de altid boede på et lille stykke af Amerika. Det var faktisk lidt kedeligt at tænke på, for så havde han jo i princippet kun boet i Amerika.
Hans ældste brødre drillede ham meget, og oftest hudløst men kærligt. Især for hans flyvkse drømme og kreative tanker. Eftersom de alle var hjemmeskolet og selv kunne bestemme hvornår der skulle laves lektier og hvornår der skulle leges, havde han meget tid til at tænke. For eksempel tænkte han meget på, om han kunne redde liv ved at holde vejret, eller om kaninerne i Spanien druknede når det regnede så meget hele tiden.

Hans to ældre brødre blev gamle nok til at starte i den rigtige skole. I den skole hvor man lærte ting, som man ikke kunne der hjemme. De flyttede tilbage til Amerika – det rigtige af slagsen, og han så dem kun til jul.

Det var et mærkeligt ansvar pludseligt at være den ældste. Han voksede med ”ansvaret”, og han voksede langsomt ud af sin drømmeverden og ind i den rigtige. Han opdagede hvor speciel hans familie var og, at der var noget som hed racisme. Internt imellem mennesket og mutanterne.

Der var en ubegrænset tryghed af at være en del af så stor en søskende flok. Han fik lov til at være sig selv, og det var noget af en særling han udviklede sig til. Selvom han stadig tonsede der ud af, så snart han satte en fod udenfor døren, så ejede han også den største, men nok også den mest rodede, kortsamling i HELE familien, og han legede længe – til tider flere uger – med at koge maidens kryderier sammen med maling og hårfarve og alt muligt.

Eric ungdom var fri. Han havde ingen skemaer og ingen forventede noget af ham. Det var kun ham selv han kunne skuffe, men han var også en hård kritiker. Eric rynkede på næsen hvis andre fortalte ham hvad han skulle gøre eller hvad han skulle nå. Rutiner var kedelige, og nok mest på grund af at de altid flyttede så meget, trippede han altid efter at noget nyt skulle ske.
Han husker tydeligt dagen...

Hans mor var atter blevet forfremmet.
”Nu er jeg den bedste” havde hun sagt. Eric havde spurgt om det var vigtigt, om hans mor var glad for det.
”Ja.” Havde hun sagt. ”Det er noget særligt at være den bedste.”
- noget særligt, havde Eric tænkt –
”Det er den lykkeligste dag i mit liv” havde hun så kvidret. Senere overvejede Eric, om hans mor virkelig havde ment det. For alle andre mødre sagde, at deres bryllupsdag var den lykkeligste dag i deres liv…

De var flyttet tilbage til Amerika denne gang - meget langt fra Spanien. Og Eric valgte at blive underviser på akademiet. Han har aldrig selv gået på skolen, men han har fuldsændig kontrol over sig selv og sine evner, og selvom han har været plaget gennem barndommen og ikke mindst ungdommen, så har han lært at leve med det, og han hjælper nu andre unge til det samme.
Det var, da han kom til akademiet, at han fik tilnavnet Future, og det er nu langt at fortrække, frem for hans menneskelige navn.