På græsen af.. vanvid - Til.. hvem som har lyst til at svare xD

Dag: Mandag
Tid: ca. 14.30
Årstid: Sommer
Vejr: Blå himmel, solen skinner og det er dejlig varmt
Påklædning: Sort lårkort nederdel, regnbuefarvede gamacher, en hvid tanktop og korte hvide Allstars

Ude på skolens græsplæne, sad der en lille, spinkel skikkelse med langt brunt hår. Dem på skolen havde højst sansynlig aldrig set personen, som var en pige. Hvilket der egentlig var en meget god grund til. En meget simpel grund endda. Latterlig simpel. Pigen var ny og hed Mika. Faktisk næsten lige ankommet. Det eneste hun havde nået var at stille sine tasker fra sig i forhallen. Så var hun styrtet udenfor, for at komme lidt væk fra de nye omgivelser. Ikke det at være udendørsarealet ikke var nye omgivelser, overhovedet ikke. Men udenfor havde hun mere plads til sine mange tanker. For lige nu havde hun brug for at slappe af. Meget af. Det var bare for vildt. Længe havde hun vidst hun havde været mutant, faktisk et par år nu, men.. at skulle væk hjemme fra alt hun kendte. Nej, det var simpelthen for vildt. Mere end det faktum, at hun ikke var helt 'normal', som menneskerne ville kalde det.. Menneskerne.. Mærkelig vendning allerede.
*Tag dig nu sammen, Mika!* tænkte hun en smule vredt og irriteret på sig selv. Sådan her plejede hun aldrig at være. Normalt plejede hun jo at være rolig og fattet. Faktisk skulle der normalt en del til at ryste hende. Endda gøre hende irriteret bare det mindste. Åbenbart ikke denne dag. Hun sukkede og lagde sig ned i græsset. Stirrede på himlen med sine store, mørkebrune, nærmest sorte øjne.. Med endnu et suk lukkede hun dem i og prøvede at slappe af.

Også Future havde valgt at spadsere en tur i haven denne eftermiddag. Der var et huld i hans skema hver dag på denne tid, og han tilbragte gerne pausen udendørs, hvilket han satte pris på. Var der noget Future satte pris på, så var det stilheden - lettelsen, når man kunne forlade skolen og komme ud i den frie luft. At være indendørs havde i mange år været en pine for ham, og var det til dels stadig, man han flygtede ikke længere ud af overfyldte lokaler. Alle de indtryk, der mødte ham, når han entrerede et klasselokale. Elevernes skæbner slog imod ham som var der en usynlig mur - billeder, der fór ind og ud af hans hoved. Elever, der ændrede deres mening og deres planer - og dermed deres fremtid. Havde Future modtaget en krone, for hver hemmelighed, han holdt på, ville han være rig. Der var ikke ord på, hvor meget han havde modtaget i tidens løb - hvor meget, han havde set, og havde tiet med. Det var hans mening, at hans evner ikke skulle bruges til at fælde eleverne. Planlagde de at lave ballede, så fik de lov til det, selvfølgelig medmindre, det var for groft, - og så måtte de tage straffen bagefter. Der var mange, der ikke var familiære med Futures evner, men mange var på vagt fra start. Det lå ligesom i hans tilnavn - Future.
Future havde næppe sat en fod indenfor i haven, før han standsede. Hans øjne gled i et kort øjeblik, inden et smil brød frem på hans læber, og han slog øjnene op igen.
*Et interessant bekendskab." bemærkede han i tankerne, få øjeblikke før han begyndte at gå igen - hen mod den pige, der lå lige så fredeligt i græsset.
"Frk. Kita - Velkommen til skolen." Som lærer var det hans pligt at kende til alt, hvad der foregik på skolen. Dette indkluderede også ankomsten af nye elever - ofte ankom de uanmeldt. Navnet havde han dog fået serveret på et sølvfad, da han et øjeblik havde set hende præsentere sig selv. "Du burde ikke ligge for længe i solen - Du bliver forbrændt." Han lod sin hånd glide gennem det halvlange hår og smilede skævt til hende. Future var meget ung. Men han var lærer, og måtte dermed udvise en vis autoritet - dette var også grunden til, at han ikke flirtede åbenlyst med de kvindelige studerende. Han ville blive smidt ud med det vuns, og det ønskede han ikke. Så det lå bare og ulmede under overfladen.

Mika for forskrækket sammen, da hun hørte en stemme tale til hende. Endda ved hendes efternavn. Hvordan kunne denne person overhovedet kende hendes efternavn, når hun lige var ankommet for et par minutter siden? Hendes mørke blik landede på en ung mand, faktisk ret pæn. Men han så ikke ud til at være på hendes alder. Måske i starten eller midten af 20'erne. I hvert fald var han en pæn ung mand. Da hun opfattede hvad han sagde til hende, satte hun sig op og rødmede svagt. Hvilket resulterede i svagt lyserøde prikker på hendes kinder. "Jeg bliver aldrig solskoldet eller solbrændt" indrømmede hun med et skuldertræk. Hvorfor vidste hun ikke helt. Måske fordi hun var fra Japan? Hun anede det virkelig ikke og var egentlig også ligeglad. Hun var tilfreds med sin hudfarve.
Hun så op på ham med store, næsten sorte, nysgerrige øjne. "Ikke for at være uhøflig" startede hun lidt genert, "Men hvor kender du mit efternavn fra?" spurgte hun, helt blank. For hende lå det ikke naturligt, at tænke på det måske havde noget med hans evne at gøre. Overhovedet. Heller ikke selvom hun nu befandt sig på en skole fyldt med mutanter. Hun så også dem som almindelige mennesker, trods deres specielle evner. "Men tak forresten" skyndte hun sig at sige. Det sidste hun havde lyst til var at virke uhøflig.

//Undskyld, det sene svar//

"Det er en god egenskab." medgav Future med et lille nik, mens det trak en smule i hans mundvig, da hun rødmede. Selv havde han altid haft problemer med solen - han blev let skoldet. Men de seneste år var det aftaget lidt, måske fordi ham og hans familie havde boet i Sydafrika for en tid, hvor solen jo bagte konstant. Det var ikke til at vide.
Da Mika valgte at blive siddende på græsset, slog han sig uden tøven ned overfor hende. Han ønskede ikke at tale ned til nogen. Desuden var underviserne på akademiet frem for alt venner med eleverne - det var jo trods alt ingen normal skole. Han gengældte ufravendt hendes mørke blik uden tøven og lyste op i et smil igen. Future var en mand, der så folk i øjnene, når han snakkede med dem, og noget blandt meget andet, der kunne få ham til at smile var, når nogen gengældte det.
"Mika," startede han, mens han målte hende med øjnene. "Mit navn er Future." Hans blik blev signende. "Jeg ved alt." Den sidste bemærkning blev udtalt noget gådefuldt, ja man kunne næsten fristes til at kalde den truende, men tonen blev stærkt modvist af det muntre glimt i hans øjne. Future smilede meget, men lo kun sjældent - det gjorde hans øjne for ham. Og nu smilede han igen.
"Jeg bør fortælle dig, at jeg er underviser her på stedet." forklarede han sig - det var næsten unfair ikke at oplyse hende om det. "Betragt mig som en vejleder - en rådgiver,, ja en ven, du kan komme til, hvis du har brug til det. Meget kan du betro mig, men bedste venner bliver vi aldrig." Det var meget vigtigt for Future, at få ridset tingene klart op. Han havde intet imod at være på talefod med eleverne, men de uskrevne regler forbød ham at indgå nærmere bekendskab og omgås eleverne privat - der havde han intet at gøre. Han havde til opgave at få dem gennem systemet, så selvom det fristede, så holdt han sig til reglerne.
"Så, hvad synes du om skolen indtil videre?" blev han fristet til at spørge, smilende, snakken måtte ikke blive for alvorlig. Som lærer på stedet, mente han selvfølgelig selv, at der ikke fandtes noget bedre, men han havde på den anden side heller ikke prøvet at være elev på stedet.

Med et nik bekræftede hun hans kommentar. Det var det vel. Hun var jo japaner og i Japan skinnede skolen ret tit og meget kraftigt. Derfor havde den ikke den helt store effekt på hende. Dog nød hun den. Elskede den faktisk.
Kort så hun forvirret ud, da han sagde hendes fornavn. Hvordan kunne han vide den slags? Var en en eller anden særling, som stalkede eleverne eller noget? Hun kunne ikke helt bestemme sig. Men hun besluttede sig for at have et åben sind. Han kunne da umuligt være så slem. Heller ikke selv om åbenbart vidste alt, som han selv havde sagt. Et par sekunder tænkte hun sig lidt om, hvilket fik hendes ansigt til at blive lidt fraværende. Øjnene var dog stadig opmærksomme. "Kan du se fremtiden eller læse tanker, Future?" spurgte hun så, efter et god stykke tid med stilhed. Selv ville hun nok vælge det første svar. For det hang jo sammen med hans spøjse navn. Selv vidste hun ikke helt om han kendte til hendes evne. For selv var hun jo ikke helt sikker på den.
Med et nærmest lydløst suk, lyttede hun til hvad han sagde. Hun forstod ham. Det var vel forbudt for lærerne at have noget som helst tæt forhold til eleverne. Lige præcis som på alle andre skoler, hvilket hun ikke kunne se noget mærkeligt i. Men hun var glad for at han fortalte hende det. Så vidste hun det i hvert fald. Hans lille 'tale' fik hende til at smile.
Kort lo hun. En fin, blid latter. Hvordan skulle hun kunne svare på spørgsmålet? "Jeg er faktisk kommet her for.. en halv time siden" indrømmede hun leende. "Men her er et flot udendørs område" svarede hun så. Hun kunne jo ikke helt, sige hvad hun syntes om lærere eller elever endnu.