Første dag på skolen, og ender op i skoven

S: Skoven
T: cirka midnat
V: lidt regn
O: ingen andre
P: se profil billede

Thomas gik inde i skoven, man kunne høre hans fodtrin i de visne blade, som efterlod en række fodspor i form af blade der var spredt ud til siderne. Han have sit normale tøj på, en hvid tank top, et par sorte løse bukser og et par halv slidte sko.
Det var hans første dag på skolen, han havde ikke snakke med så mange, som sagt han det var hans første dag, og han var genert eller måske var det bare fordi han skulle vende sig til at alle faktisk vidste hvordan det var at være 'anderledes' altså at have overmenneskelige kræfter, som normale mennesker ikke kunne forstå.
Thomas fortsatte sin gang i skoven, han vidste ikke hvor han skulle hen, men han gik bare, et eller andet sted skulle han nok komme til på et tidspunkt.
Thomas stoppe og satte sig ved en ok stor sten der stod i en lille lysning, hvor man klart kunne se månens lys i regnen, han så op på månen og sukkede stille, selvom det var hans første dag ville det være rart ned boget selvskab.

Påklædning: Tøjet (klik)

Mika sad i sit yndlingstræ i skoven med lukkede øjne. Nød den dejlige stilhed og vindens susen. Vinden specielt. Når man som hende, havde kontrollen over den, så holdt hun bare endnu mere af den. På en måde følte hun at.. ja, at de hørte sammen. Dog havde hun lært en ting indtil videre - vinden lod sig ikke bare styre. Slet ikke. Den var stædig og kæmpede altid, når hun ikke var blid mod den. Men når hun ville blive bedre til at kontrollere sin evne, ville den til sidst nok holde op. Håbede hun. I hvert fald, ville hun indtil videre bare.. nyde den. Nyde dens susen og de lyde, som den bragte med sig..
Vent.. Var det ikke.. lyden af en der går? Forskrækket spærrede hun, sine før lukkede øjne, op og så sig forvirret omkring. Kørte en hånd gennem sit lange, lysebrune hår. Klokken var jo mange! Hvem ville dog kunne finde på, at gå udenfor på det her tidspunkt. Og så endda i skoven. Hvis hun selv skulle svare - ikke ret mange. Skoven kunne være ret så uhyggeligt, at være i om natten. Det plejede hun også at syntes... indtil hun fik sin evne. For den bragte alle lyde til hende, og gav hende dermed advarsel når nogen var i skoven. Eller andre steder selvfølgelig. Så kunne hun nå at forsvinde, inden de nåede hende.
Hurtigt trak hun benene op under sig, på den solide, tykke gren. Hun var godt skjult bag træets blade.

"hvad have du regnet med Thomas? der er jo ikke nogle i den her skov klokken 12 om natten, du er så smart" sagde Thomas og så sig rundt, tænk nu hvis der var nogle, lidt uhyggeligt at tænke på at en eller anden bare ville kunne angribe ham uden han ville være parat til at forsvare sig selv, dog have han en følelse af at en eller anden så på ham, han kunne ikke lide den tanke, så han sig over skulderen endnu engang.
Thomas så rundt endnu en gang og sikrede sig der ikke var nogle i syne, da han var helt sikker, begynde han at 'træne' på den måde at han prøvede at få større pigge ud af sine arme og hænder, han skød en afsted der lignede en pil som var vel 30 cm. og lavet af knogle den fløj ind i et træ og sad godt fast, han gjorde det igen, men denne gang fik han nogle ud i mellem sine knoer, lige som wolverine, dem fik han også skudt afsted, de ramte samme træ og bordede sig ind i træet.

Med nysgerrige øjne, så hun ned på en dreng. Højst usædvanligt, at man ville træne på dette tidspunkt. Klokken måtte da være ved at nærme sig midnat eller over. Måske kunne han bare ikke lide, at træne på skolen. Sikkert. I hvert fald, fandt Mika hans evne ret så fascinerende. For at prøve at drille ham lidt, tog hun forsigtigt kontrollen over vinden og fik den til at blæse hårdere, for på den måde, at få hans pikke ud af kurs. Bare for sjov og for at se hvordan han reagerede.
Normalt var hun ikke sådan. Opmærksomhedssøgende eller noget. Men hvor opmærksomhedssøgende, kunne man være, når man sad og gemte sig oppe i et højt træ? Ikke meget, kom hun lidt ironisk frem til. Men sådan havde hun bare altid været.
"Hvem er du?" hviskede hun og lod vinden bære hendes stemme, sådan at den kom fra en helt anden retning end det træ hun sad i. Bare for at forvirre ham lidt. Det var overhovedet ikke ondt ment, for hun ville aldrig nogensinde gøre nogen som helst fortræd. Aldrig. Det stræd simpelthen imod hendes antur og alt hvad hun kendte.

Da Thomas hørte stemmen, men ikke kunne se nogle, skød han straks 6 pile i retningen af stemmen, men ramte ikke noget da det var due i den blå luft, efter han havde skudt fik han 3 nye frem på hver hånd og beholdt em som klør (lige som Wolverine) og så rundt, hvem var denne person der prøvede at snakke med ham? var han ved at blive sindssyg eller var der en person som han bare ikke kunne se?
"hvem der?!" råbte Thomas og så rundt, det gav genlyd i hele skoven.

Selvom pilene blev skudt i totalt modsat retning end hendes træ, kunne hun ikke undgå at gispe svagt. Ikke højt nok til, at han kunne høre det, det sad hun for højt oppe i træet til. Men hvis han reagerede sådan på en stemme i vinden.. hvordan ville han så reagere hvis hun viste sig? Det vidste hun ikke, men han kunne selvfølgelig bare være blevet forskrækket. Hvem ville ikke have blevet det? Selv måtte hun indrømme.. det ville hun nok også selv, på trods af sin evne.
"En fra skolen" svarede hun hviskende og sendte igen, lyden af hendes stemme med vinden, sådan at den kom fra en helt anden retning end der hvor hun var. Hvis han pludselig skød pilene efter træet, så ville hun først blive bange.. eller falde ned. Ingen af delene turde hun rigtigt risikere.