første dag (open for alle)

Sted: porten til skolen
Tid: ca. 19.00
Omgivelser: en mur, ud til vejen, med en port i
Vejr: solnedgang og skyfri himmel

Darren var lige steget af sin motorcykel og stod nu forand en port ''dette er adressen'' sagde han til sig selv, mens han så på et stykke papir.
Over Darrens skulder hang en guitar taske, alt hans anden bagage var sendt ugen i forvejen, men han kunde ikke undvære sin guitar i en uge.
Darren rengede på portens dørklokke og satte sig til at vente på at nogen kom (det vil sig han stod og ventede)

Fredrica Løb forbi hoved porten, med en favnfuld bøger. Hun var ved at komme for sent til sin første time, hvor ville det være pinligt. Hendes sko var ikke gode til at løbe i så hun faldt så lang hun var. Som hun lå og ømmede sig foran døren hørte hun dørklokken summe. Hun samlede hastigt sine bøger op, og åbnede døren. "Ja?" Sagde hun. Hun havde en hvid top på, knælange tætsiddende bunkser, klip-klap sandaler, en lyserød elastik i sit lange mørke hår, og en favnfuld bøger hvoraf den øverste så ud til at være lavet helt i glas. "Hvem skal du tale med?" spurte hun hastigt, da hun så den ny ankommene.

døren åbnede og en køn (jeg regner med at det ar rigtigt) pige står ''god aften, navnet er Darren Gawain Mortes jeg er en ny elev på skolen'' sagde Darren og gav hende et smil, han ville gerne skabe et godt førstehåndsnitryk på de andre elever på skolen, på hans sidste skole havde han sparket en provokerende elev ned på første dag, det havde ikke gjort ham popolær.

"Hej, jeg hedder Fredrica." Sagde pigen. "Du må undskylde men jeg har kun været her i to dage, så jeg ved ikke så meget om stedet. Hvem skal du snakke med?" Hun sagde alt dette i et rivende tempo, som om hun selv var enormt nervøs over et eller andet. Hun var en køn pige, men selvom håret var sat op, sad det stadig lidt mere sjusket som om hun var stået op, og løbet ud af døren meget hurtigt.

Darren så efter hende ''så er der da mindst en køn pige'' sagde han smilende til sig selv ''det her sted skal nok blive sjovt at være'' men så kommer han i tanke om at han ikke ved hvor kontoret er ''hvor er kontoret'' råber han efter hende

Fredrica rødmede en smule "Øhh, Det ved jeg faktisk ikke." sagde hun undskyldene og slog blikket ned. Hun overvejede om hun skulle gå med ham for at lede. Hun var trods alt allerede for sent til sin første time, men hvis hun allerede var kommet for sent så kunne hun vel lige så godt hjælpe ham. "Nu skal jeg hjælpe, jeg tror det er denne vej." Hun pegede op af mod trappen.

''mange tak'' sagde Darren med et venligt smil ''Parting is such sweet sorrow'' siger han med en melankolsk stemme ''Shakespeare, fra Romeo og Juliet''

"Øøøh... ok" sagde Fredrica. Hun kendte intet til Shakespeare, for hun havde aldrig haft poesi, og digte i sine historie timer. Men hun havde dog hørt om Romeo og Julie. Hun begyndte at gå op af trappen, og vinkede drengen med sig. Problemet var at alle døre på skolen lignede hindanden, så hun anede ikke hvor kontoret var. Der var heller igen på gangene for alle var til time.

Fredrica vinkede at han skulle følge efter hende og Darren havde jo ingen ide, hvor kontoret ligger, måske skulle han prøve at en samtale igang ''Fredica hvis du vil tilgive mig for at spørge så frit, hvad er dine evner''

"Mine Evner?" Hun stod en smugle forvirret oppe på det andet trappetrin, men smilede så. I løbet af de sidste tre dage havde alle hun havde mødt på skolen. Spurgt hende hvad hun kunne og hun viste stadig ikke hvad hun skulle kalde det. "Øøøh, jeg laver ting om, hvis du forstår... nej det gør du nok ikke." Hun stod og trippede lidt. Hun var stadig ikke helt tryg ved at bruge sine evner, for hun var ikke holdt op med at have uheld med sine evner, på grund af følelses messige udsving.

''sejt, er det sådan lige som at lave en metalstang om til en kniv eller en stegepande'' siger Darren imponeret ''alt jeg kan er dette'' han holdte sin hånd op så hun kunde se den, pulselig skød der små lyn mellem hans finger ''disse har ca. samme spænding som løber gennem et højspændings kabel''

Fredrica vaklede bagud i forskrækkelse, hun havde ikke vennet sig til at folk kunne alt muligt, og hun blev nogle gange forskrækket når folk en gang i mellem gjorde noget hun ikke var vandt til. Et par af hendes bøger røg på gulvet igen, og den bog hun var kommet til at forvandle til glas tidligere, smadredes mod trappen. "åh nej min fysik-bog," sagde hun, begyndte at samle sine andre bøger op. "Undskyl, men det er det jeg gør, Jeg laver materiale om til andre materialer, men jeg har ikke altid styr på det." Hun rodede lidt i den knuste glas bog, med sin fod. "Men nej, jeg kan ikke lave en stegepande medmindre du allerede har lavet en af træ, eller sådan noget."

''undskyld det var ikke for at for at skramme dig, jeg er bare glad for at jeg ikke behøver at holde det en hemmelighed mere'' forklare Darren ''men hvordan fungere din evne, hvordan kan du forantre noget på molekyleært niveau, det er fantastisk, at kunne disarmere atombomber pare ved en berøring eller at kunne forvandle en mur til saftevand''

"Jeg ved ikke hvordan det virker, men jeg har haft store problemer med det." Sagde Fredrica. "Det sker at jeg kommer til at forvandle noget der ikke skulle forvandles, når jeg bliver stresset for eksempel." Hun begyndte at samle de knuster stykker glas op, og lagde dem oven på en af sine bøger. "Men er det ikke farligt, at rende rundt og lave lyn?"

''for mig er det med lyn nærmest instinktiv, men problemet er når jeg vælger at bruge mine evner, er at jeg har en tendens til at bruge for meget af kraft, men jeg har brugt et år på at træne kontrol, når det er sagt har jeg aldrig været i en kamp, hvor jeg havde brug for mine evner'' Darren laver et lynturtig spark i kuften ''jeg har et sort bælte i Taekwondo, men jeg tror bare du mangler fokus med hensyn til dit talent, og det kan trænes''

"Jeg har aldrig brugt mine kræfter, til noget praktisk, ja faktisk aldrig hvis jeg har kunnet undgå det." Sagde Fredrica og fortsatte. "Jeg har tit problemer med mine kræfter, og jeg har fået at vide jeg skal finde en måde af fokusere på. Det sker for ofte at hvis jeg vil bruge mine kræfter, forvandler jeg genstanden til noget helt andet end jeg vil ha det til, så jeg bruger det sjældent med vilje."

''dette lyder måske som en gammel kliche, men øvelse gør mester, jeg tror at grunden til at du ikke kan kontrollere dine evner er at du er bange for dem, du skal bare overvinde den frygt, så vil du blive det mest magtfulde individ på denne planet'' siger Darren med nærmest ærefrygt i stemmen '' så er mine små lyn intet i sammenligning''

"Selvfølgelig er jeg bange for dem, hvad nu hvis jeg kommer til at forvandle en person til marmor, eller sådan noget." Hun så skeptisk på ham. "Og jeg vil ikke have magt, jeg vil bare gerne lære at kontrollere mine kræfter." Hun satte sig ned på trappen, med et dybt suk.

''så øv dig et sted et sted hvor du er alene, du kan ikke lære hvis du ikke øver dig, og ikke lad dig kontrollere af frygt, sig til dig selv at du har kontrolden, dit eneste problem er at du ikke tror at du kan klare det'' kunne hun ikke se at det eneste som stod i vejen for hendes kontrol over sine evner var hendes frygt for dem.

"Jeg øver mig skam, en gang i mellem når jeg føler mig frisk nok." Hun knyttede rettede sig lidt, i sin stilling med sine bøger.
"Som regel er det med stykker af papir, men nogle gange bliver papiret ikke til det jeg vil have det til, dog er jeg ved at få styr på de fleste metaller."

''Be not afraid of greatness: some are born great, some achieve greatness, and some have greatness thrust upon 'em. Shakespeare'' siger Darren alvorligt ''tænk på hvor mange menneskers liv du kan rede''

Noget i stil med en høj latter kunne høres.
Derefter ville man kunne høre fodtrin nede fra den gang de lige var kommet fra.
"Tænk på hvor menneske liv hun kunne bringe i fare" sagde Thomas og gik op af trapperne. Det kan godt være at man i pressede situationer kunne bruge sine evner bedre end når man ikke var så presset, men det var jo ens instinkter der slog til, og det ville som regel være kraftigere end man regnede med.
"Man skal jo ikke træne alene, man bliver nødt til at træne sammen med andre for at finde den bedste måde at lære sine kræfter at kende" sagde Thomas og gik hen foran Fredrica.
"Burde du ikke være til time nu?" grinte han og så derefter på Darren. Thomas havde ikke set Darren før måske var han ny, sådan lød det hvert i fald ud fra den måde han snakkede på.

''hvem er denne nar'' tænkte Darren, selv om han havde lovet sig selv ikke at gentage, hvad der skete på hans sidste skole (at sparke en person ned på sin første dag, men det kunne være farligt at angribe en med kræfter som han intet viste om, ikke bare et fjols som intet kunde andet at slå ud efter ham) ''ingen vil bruge et våben man er bange for og ingen kontrol over uanset hvor presset man er, alt hvad kontrol over ens evner er selvtillid og det får man ikke ved at frygte sig selv''

// Vi må lige ha' en rækkefølge: Darren, Thomas, Fredrica.//

"Ice, opfør dig ordenligt." Sagde Fredrica og så indigneret på Thomas der kom gående. "Det er Darren, han er ny, så jeg ville lige vise ham kontoret, men jeg kunne ikke lige huske hvor det er." Sagde hun og så lidt pinligt berørt ud over ikke at kunne huske det. "Og hvorfor er du ikke til time?" Udbrød hun så og så strengt, men med en drillende undertone på Thomas.

"We stand upon the precipice of change. The world fears the inevitable plummet into the abyss. Watch for that moment... and when it comes, do not hesitate to leap. It is only when you fall that you learn whether you can fly."