Ny Elev //open for alle//

Tid: Lørdag kl. 10:07
Sted: Spidsesalen.
Vejr: Let skyet, udsigt til regn.

Spidsesalen var halvt fuld af elever der spiste, snakkede, lo, råbte, kyssede eller gjorde grin med hinanden. Nogle var klædt i deres nattøj, andre i morgenkåber og andre igen var mere eller mindre fuldt påklædte.
Fredrica åbnede døren ind til spidsesalen, med blikket rettet skiftevis rundt i rummet, og mod sine tæer. Hun var iført et par løse hjemme-bukser og en rød metallica T-shirt, hun havde bare tæer, og et par briller på næsen. Hendes hår var sort, og sat op i en hestehale med en lyserød hårelastik. Hun gik forbi de larmende elver, og op til bordet hvor morgenmaden var blevet stillet frem. Hun fandt en skål med cornflakes, et rundstykke med ost og en kop kaffe, før hun satte sig med sin mad i ved et tomt bord, et stykke væk fra de andre elever. Hun havde mest lyst til ikke at se op, men i stedet glo uafbrudt ned i sin mad, men hun havde fået af vide at alle elever her på skolen, havde et talent der mindede om hendes ejet. *Talent...* Tænkte hun hånligt *Hvis det jeg gør ikke er en drøm, så er det en forbandelse.* Hun blev ved at tænke i de baner. Hun kunne heller ikke ryste tanken om at hun måske var blevet narret, og at dette sted i virkeligheden var en eller anden form for tosseanstalt. Hun kunne alligevel ikke lade være med at kigge rundt for at se om hun kunne få et glimt af en eller anden indikator på at hun ikke var skør, men det meste af tiden så hun ned i sin cornflakes.

En ung mand kom gående ned fra soveværelserne.
Han gik igennem alle rummene indtil han kom ind i spisesalen. Han gik målrettet hen mod køleskabet og tog en karton juice, hvorefter han tog et glas ud af en af skabene. Thomas stillede juice tilbage, tog sit glas juice og et æble hvorefter han begynde at tog ind til de mange borde.
Han så rundt, ingen borde så ud til at være specielt ledige, med undtagelse fra et. Dog sad der en ved dette bord, hun så ud til at være ny, da hun ikke rigtig sad sammen med nogen elever.
Thomas besluttede sig derfor at sætte sig ved hendes bord.
"Sig mig, er du ny her?" sagde Thomas mens han stillede glasset på bordet og tog en bid af æblet.
Derefter satte han sig ned, lagde æblet og tog en tør af glasset.
"Jeg hader når jucien er varm" mumlede Thomas, han kiggede kort på Fredrica og med det samme kom der et lag frost på ydersiden af glasset.
Han tog endnu en tør "Dejlig kold" grinte Thomas.

Fredrica så lynhurtigt op fra sin skål med cornflakes, hun var blevet forskrækket da drenge talte for hun havde ikke set han var kommet hen til hende. Hun nikkede, og sagde "J-ja jeg er ny, og nej her sidder ikke andre end mig". Hun forsøgte at smile, men det var lidt svært for hun viste stadig ikke hvad hun skulle forvendte af stedet. Da hun så rimfrosten på glasset pludselig opstod, var hun lige ved at falde ned fra stolen. Var det sandt, var det virkelig muligt at han var ligsom hende?
"Hvordan gjorde du det?" spurte hun, og glemte alt om sin morgenmad.

Thomas kunne ikke skjule smilet. Alle nye reagerede på samme måde.
"På samme måde som jeg gør det her"sagde Thomas før han prikkede let på skålen med cornflakes. Lige idet da han rørte skålen frost det hele til is, man ville kunne tage skeen også ville man have en is af mælk og cornflakes.
"Du ved vel godt at alle har et 'talent', jeg mener det er en gave" sagde Thomas og så sig over skulderen da en dreng råbte 'Frosty!'.
"Grib, kan du ikke gøre min cola kold?" råbte drengen hvorefter en cola fløj igennem lokale, Thomas greb cola'en, endnu engang kom der rimfrost på ydersiden. Thomas kastede den tilbage.
"Mit spørgsmål er så, hvad kan du?" sagde han og kiggede på hende, andre mutanters evner var ret interessante.
"Mit navn er Thomas, men alle kalder mig stort set kun 'Iceman' eller 'Frosty'" sagde Thomas og rakte hende hånden.

Fredrica kiggede med løftede øjenbryn på sin mad. Hun tog fat i skeen, og den stivfrosne mælk gled ud af tallerkenen, og sad nu på skeen som en absurt ispind. Hun tog den ned og slog den en par gange let mod bord pladen "Donk, Donk, Donk" lød det fra den frosne væske. "Det var min mad." Sagde hun, som om hun stadig ikke rigtig troede på hvad der lige var sket.
"Nåh nåh, så du vil se hvad jeg kan?" Fredrica stak sin hånd op og rørte let ved glasset i Thomas hånd, Et kort øjeblik så hun ud til at koncentrere sig om et eller andet, så begyndte hendes ellers mørke øjne at gløde grønligt.
Hurtigt forvandledes glasset fra gennemsigtigt til mat sort, fra det sted hun havde rørt det, samtidig blev glasset en hel del tungere end det var før, hun håbede at han ville tabe det, på grund a vægt forandringen og dets fugtige overfalde... hun havde forvandlet det klare glas til bly, selvom juicen stadig var juice.

Thomas slap hurtigt glasset. Ikke på grund af dens vægt men mere på grund af at han frygtede at det ikke kun var glasset der ville forvandle sig men også Thomas selv. Ingen kunne vide hvor meget kontrol denne nye elev havde fået over sine kræfter, en ting var sikkert hun var ny, så det kunne kun være farligt at lade hende vise sine kræfter for meget.
"Navnet er Thomas, men alle kalder mig 'Frosty' eller 'Iceman'" sagde Thomas og rakte hende hånden.
Thomas så på glasset, bly... Hvorfor kunne hun ikke have lavet det om til noget andet man kunne drikke af? Han var jo tørstig. Thomas rystede på hovedet.
Hvorefter han rejste sig op, "Hvor meget har du set af skolen?" sagde Thomas og gik ud og hælde et nyt glas juice op og kom tilbage til hende.

Fredrica så drillende på Thomas "Fordi do lavede min cornflakes om til en ispind og jeg var sulten." Hun rakte hånden frem og trykkede hans hånd. "Jeg hedder Fredrica" Sagde hun, hun frygtede at hans hånd ville være kold, men den føltes normal. "Og jeg har ikke set andet end mit værelse og denne spidse sal, jeg andkom meget sent i går aftes". Hun rejste sig op og tog sin tallerken. "Følg mig lige op til køkkenet igen, så jeg kan få en ny potion." Sagde hun tog den stivfrosne morgenmad op i den anden hånd.

Da Thomas kom tilbage nåede han lige at høre 'følg mig op til køkkenet'.
Han rakte hende hånden som om hun var en eller anden kongelig.
"Så følg efter mig" sagde han og fulgte hende op til køkkenet. "I går aftes? Så var det det jeg hørte, fair nok, det forklarer hvorfor du sad alene" sagde Thomas og satte sig op på køkkenet bordet.
"Så du har endnu ikke fået et kælenavn endnu går jeg udfra? Det er en slags tradition her på skolen at man får et kælenavn ud fra ens evne, se mig for eksempel, det er jo ikke for sjov at jeg hedder 'Frosty' eller 'Iceman'" grinte Thomas og så på hende, hvad kunne være hendes kælenavn, hun kunne få ting til at skifte deres struktur, Thomas havde aldrig været god til navngivning.
"Jamen velkommen til Xavier school, for talent fulde unge" sagde Thomas og smilede venligt til hende.

"Tak... Frosty..." Grinede Fredrica mens hun gik op imodkøkkenet. "Hvad i alverden kan man dog kalde en som mig?" Hun så tænksom ud, men hun hældte cornflakes op igen. "Hvad laver i så når i ikke har timer, og hvilke timer har i, i det hele taget. Jeg har ikke fået så meget at vide endnu." Hun begyndte at famle efter mælken inde i køleskabet. Hun håbede inderligt at de andre ikke ville give hende et navn hun ikke kunne lide.

"Navne har aldrig helt været mig, ser du folk giver som regel navne, så jeg har ikke det store talent for navne" grinte Thomas og begynde at lave en snebold i sin hånd.
Hvad lavede de egentlig, Thomas havde aldrig gået på en 'normal' skole, eller ikke hvad han kunne huske til. "Tjaaaa, vi bruger ekstremt meget tid på at lære at samarbejde med de andre, nede i træningslokalet, udover det lærer vi også at styre vores kræfter, hvordan tror du ellers at vi kan gå rundt i huset uden at skade hinanden? Inden jeg kom her til, kunne jeg vågne i et lokale totalt frosset til, alt ville være frosset til is" sagde Thomas og fik snebolden til at forsvinde.
"Vi er næsten som en hver anden skole, vi lærer at klare os i den her verden, vi lærer det bare på en helt anden måde" grinte Thomas.
"Hvor kommer du så fra i verden?" sagde Thomas, personligt var han selv fra Detroit Usa, mange af hans venner kom fra andre stater i Usa.

Fredrica, skulle lige til at spørge hvad han havde tænkt sig at gøre, med den snebold, inden han ødelagde den. I stedet sagde hun. "Jeg er fra Washinton, men der har jeg ikke boet i lang tid." Hun lød pludselig en smugle ked af det. "Men man kan ikke blive hos sine forældre, når ens sengetøj bliver til Gelé når man har marerit, eller ens skole ting bliver til ren etanol når men bliver sur på sine klassekammerater. Og når landets regering begynder at lede efter en."
Fredrica holdt pludselig inde, og rødmede. Hun slog blikket ned og følte hun havde sagt for meget. Hun kæmpede hårdt for at holde tårene tilbage, for alle de følser hun havde gemt på var lige slået ned i hende.

Thomas hoppede ned fra bordet.
Da hun begynde at virke lettere nedtryk så Thomas på hende og sagde "Min kæreste droppede mig da hun fandt ud af at jeg var mutant, jeg havde lavet en rose af is til hende, hun spurgte hvor jeg havde lavet den og jeg viste hende det, det første hun sagde var: vanskabning" Thomas vidste ikke hvorfor han sagde det, men han følte bare at det var det der skulle til.
"Og jeg mener, hvem her har ikke prøvet at have regeringen på nakken? Hvem har ikke prøvet at stå mellem valget at blive normal eller beholde det her? Velkommen til dit nye hjem. Mange ville beskrive hjemmet som et fri sted, et sted hvor man er accepteret, velkommen til det sted hvor alle ved hvordan du har det" sagde Thomas og så smilende på hende.

"Lad være med at bruge det ord." Sagde hun lidt for højt, og et par elever rundt om dem så på hende. Hun kunne ikke lide ordet mutant, for det var det mændene fra regeringen kaldte hende, og det lød grimt og nedladende. "Jeg fik af vide af ham der kom efter mig, at mændene fra regeringen, ville bruge mig til at lave sjældne materialer som uran, og at de aldrig ville behandle mig som et almindeligt menneske, og ville have spærret mig inde." Hun var begyndt at græde, for han havde fået hende til at lukke op for noget hun havde hold indespærret i sit hjerte i mere end to år.

Thomas så på hende da hun begynde at råbe, der var noget med folk og råbe af Thomas, hans roommate havde også råbt af ham, men det var fordi Thomas 'kom' til at smide is ned over ham.
"Hey, rolig nu!" sagde Thomas da hun begynde at græde. Thomas hadede når folk græd for han vidst ikke havde han skulle stille op med sig selv.
Han gik hen og lagde armene omkring hende.
"Hør her, du er i sikkerhed her, hvis regeringen tør rører os, så vil de få problemer senere, jeg mener nu er du jo ikke alene, der er flere der har det på samme måde..... Så hey der er ingen grund til at græde" sage Thomas og satte sig på hug for at få øjenkontakt med hende.

"Undskyld." Sagde Fredrica, og så op "Det er bare så længe siden jeg har været i sikkerhed, så jeg kan ikke rigtigt føle mig tryk nolge stæder, det tager nok bare lidt tid at vende sig til." Sagde hun med grådkvalt stemme. Hun tørrede øjnene lidt, hun mærkede skålen hun stod med i hånden, bøje let og give efter for hendens hårdt knugede hånd, så hun skyndte sig at gribe fat med den anden hånd. Da hun kiggede på den opdagede hun, at den var blevet forvandlet til, hvad hun mente måtte være, dåse-metal. "Årh ikke nu igen!". Klagede hun.