En dejlig dag i byen ~ Fredrica

T: 16:45.
S: byens centrum.
V: solskin meget lunt .
O: en masse mennesker.
P: en løs T-shirt og et pr mørke bukser, hans nike sko.

Chén sad på en bænk i byens gågade. Hans øjne vandrede op og ned af gaden mens han spejdede, han vidste dog ikke hvad han skulle se efter, da han ikke rigtigt havde noget han skulle vente på. Langsomt lod hans en hånd glide gennem hans hår, inden han rejste sig, han lagde hænderne i lommerne og begyndte at gå langsomt mod den nærmeste sportsforhandler, han ville lige hurtigt se efter om de havde det udstyr han havde bestilt, inden han ville smutte over i boghandleren og derefter til elektronik butikkerne for at hente den nye cd han havde ønsket sig længe.

Fredrica havde valgt at tage med sine veninder ud i den by der lå omkring Xaviers skole. Der var gået en uge siden hun var startet på skolen, og dette var hendes første weekend. Hun havde ikke været glad for at forlade skolen, men hendes nye veninder havde presset hende til at tage med. De havde lovet hende at hun ikke ville blive forfulgt her, og at de ville passe på hende. Hun var imidlertid blevet skilt fra dem, men hun var allerede tryg nok til at det ikke gjorde hende alt for urolig. De ville finde hende igen og hun kunne jo kigge på butikker imellemtiden.

Fredrica var iført en lårkort nederdel, med bare ben. Hun havde en hvid top på, og en trøje bundet om livet. Hun havde et par briller på, fordi hun idag gerne ville være fri for sine kontaktlinser. Et hårspænde med en stor pyntesommerfugl holdt hendes hår på plads i en hestehale, sandaler på fødderne og en lille taske over den ene skulder.

Hun standsede ved en butik, en elektronik butik hvor hun stillede sig op ved ruden for at kigge ind. Der var udstillet nogle bærbare computere, og sådan en havde hun ikke haft længe. Hun havde ikke haft råd til en dengang hun boede selv, og hun havde ikke ville spare sammen, fordi hun viste at hun måske ville komme til at ødelægge den når hun mistede kontrollen over sine kræfter. Hun havde imidlertid lært på skolen at hun ikke skulle holde sig for meget tilbage for den slags, for det forøgede bare hendes utryghed og forøgede chancen for at det ville ske. Desuden var hun allerede blevet bedre til at kontrollere sig selv. Nu hvor hun havde fået kontakt til sine forældre igen, kunne hun købe den slags. Hun havde uden selv at ligge mærke til det lagt den ene hånd på ruden, mens hun kiggede, og da hun fjernede den var et stykke af ruden blevet blank som sølv. Hun gispende da hun så på det håndaftryk hun havde lavet, og skyndte sig at gå videre, hun havde mistet kontrollen lige da hun havde tænkt på ikke at gøre det. Det var ikke godt.

Chén kom ud fra sportsbutikken uden hans udstyr, det havde simpelthen ikke fået det hjem endnu, han mumlede for sig selv, noget med at det ikke kunne passe, at der skulle gå så lang tid, før man kunne få hvad man havde bestilt. Dog havde han fået at vide det ville komme i løbet af næste uge, hvilket han ikke kunne bruge til noget, når han gerne ville have det overstået.
Kursen blev sat mod boghandleren hvor han ville hente bøgerne han havde bestilt, dem vidste han da med sikkerhed at han kunne få, for han havde set dem dagen inden, i vinduet, det var da altid noget efter hans mening. Han nåede butikken og ventede lidt inden han gik ind.

Han kom ud igen nogle minutter senere med en pose i hånden, så havde han noget han kunne bruge weekenden på når han kom hjem, det fik et lille smil frem på hans læber, at han ikke skulle sidde og tænke på at hans udstyr ikke var kommet endnu, så længe han havde noget at få tiden til at gå med så var han tilfreds. Han vidste også godt at det ikke ville være særlig godt at tage ned til det gamle pakhus, og træne lidt med hans evner da havnen var begyndt at komme ordenligt i brug igen, så det var sådan at han kunne gøre det om natten eller sent om aftenen, og han skulle være forsigtig.

Chén nåede elektronik butikken og stillede sig med posen med bøgerne og betragtede butikken, han smilede skævt, inden han gik ind, han havde ikke lagt mærke til pigen der havde stået og set ind af vinduet. Han kom ud igen med posen igen den havde ikke ændret sig da der kun var kommet en lille cd mere i han begyndte at gå modsat den retning han var gået før han havde været inden, han så på sit ur, der var stadig god tid, en hurtig tur på en af Caféerne ville gøre godt, han gik med bestemte skrid mod den nærmeste café, men ombestemte sig og ville hellere smutte hen og sidde og slappe af inden han gjorde noget andet, han havde god tid inden han burde tage hjem til værtsfamilien han var hos, ellers ville de skrive når de forventede at få ham hjem, eller også skrev han når om han spiste ude i byen, han vidste bare han ville være hjemme senest klokken 22 hvis han blev ude for at spise.

Fredrica kunne ikke lade være med at kigge tilbage mod det sted hvor hun havde sat det håndaftryk af... af hvad hun nu end havde forvandlet glasset til. Hun var ikke sikker på hvad butiks indehaveren ville tro når han så det. Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet selvom det egentlig ikke var morsomt. Hun gav sig i stedet til at tænke på en sandwich, hun var sulten og måske havde det været med til at hun mistede kontollen. Hun skyndte sig at krydse gade, og gik forbi caféen, det var lidt for dyr en fornøjelse, og gik i stedet over til en Subway der lå næsten ved siden af. Hun gik indenfor og bestilte en stor sandwich, med ost og skinke, inden hun satte sig hen ved et springvand og begyndte at spise.

Chén sad helt roligt på bænken og lukkede så øjnene, ren afslapning, han nød at være udendørs, mest fordi han følte at han kunne miste kontrollen og så stadig uden at skade nogen eller noget, eller han kunne stadig skade folk, og ting, men det var ikke på nogen måde hvor det ikke kunne stoppes hurtigt af andre også. Han sad stille og roligt inden han så rejste sig, han hørte hans mave rumle en smule, han smilede så og gik mod subwayen for at få noget at spise, han bestilte en kylling bacon og karry sandwich og gik ud for at spise den, han så sig om efter et sted at sidde, hvor han kunne spise den i fred, han gik mod springvandet han satte sig da der var en plads fri ved siden af en pige, han holdte posen om den ene hånd, han pakkede sandwichen ud og begyndte stille at spise den.

Fredrica tog endnu en bid af sin sandwich. Ikke en lille prisesse bid som mange piger gjorde, hun spiste med god appetit. Hun lagde godt mærke til at drengen havde sat sig ved siden af hende. Han så godt ud, men hun turde ikke kigge ham i øjnene. Han var jo et menneske og hun kom fra Xavias skole, i hans øjne var hun ikke andet end en mutant. Hvis han havde vist det havde han sikkert ikke sat sig her. Så hun lod som ingenting.

Chén så på hende smilede kort og spiste bare sandwichen, han ville ikke sige noget, han vidste ikke hun også var mutant, og han havde oplevet hvordan mennesker behandlede ham når de opdagede at han var anderledes. Han sukkede og så ud i luften mens han spiste. Da han var færdig rullede han papiret sammen og så på det, han ville have brændt det af, hvis han havde været alene men han ville ikke gøre det nu hvor han sad i andres nærværd , han lod posen glide af hånden og derefter lod han den køre gennem håret. Inden han kastede papiret hen i den nærmeste skralde spand, han brugte vinden til at få den til at ramme præcist i

Fredrica kunne ikke lade være med at kaste et blik efter papiret til den ramte skraldespanden. Hun overvejede om han havde gjort det for at imponere hende, eller om det bare var fordi han var fordi drenge altid kastede ting efter skraldespande. Hun tænkte at det bare var hæld, det var altid noget 50:50 om de ramte. Hun besluttede at kaste sit eget papir efter hans. Til hendes overraskelse ramte det kanten af skralde bøtten og trillede ned i. Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt og fryde sig over sig selv.

Chén smilede for sig selv og lukkede hånden, hans tanker drejede sig udelukkende om at han ville forsætte med at træne, med hans evne, han ville have kontrol over den selv, han havde altid klaret sig selv, og sådan havde han det også bedst. Han vidste hvad han gjorde da han kastede papiret, han vidste han ikke ville have misset, han kunne ikke misse. Han rejste sig og strakte sig inden han bukkede sig ned, og rakte ud efter hans pose, han vendte sig så og fik øjenkontakt med pigen som han havde sat ved siden af, han stoppede kort op i bevægelsen stod stille et kort øjeblik inden han samlede posen op han strækkede armene og satte sig så ned igen, og lagde en hån bag om ryggen, inden han lod vandet i springvandet til at springe voldsommere og stå fire meter højere op i luften.

Fredrica havde lænet sig tilbage på bænken, for at nyde solen lidt. Hun fangede drengens blik, og smilede til ham. Hun forstod ikke rigtig hvad han lavede, så hun begyndte at kigge lidt undrende på ham. Pludselig hørte hun en mærkelig lyd bag sig. Vente hurtig hovedet mod lyden og så hvad det var der forgik. Vandet stod op i en kaskade og en del af det regnede ned over hende, så hun blev temmelig våd. Hun sprang op og begyndte at løbe væk fra springvandet så vandet ikke ramte hende mere. "Ad for helvede, hvorfor gjorde du det!?" råbte hun. Hendes øjne var begyndt at gløde en smugle grønligt, og det vand der var på hende, var begyndt at fordampe, så en bølge a damp stod fra hendes tøj, så hun allerede var næsten tør.

Chén så på hende da hun rejste sig og sprang op, han smilede kort og rejste sig ”jeg skulle bare være sikker” sagde han langsomt og rakte en hånd ud efter hende og trak vandet, samt dampen væk fra hende og tilbage i vandfaldet, ”det var ikke meningen du skulle blive våd” sagde han undskyldende og viste hende respekt på kinesisk maner, ”jeg undskylder mange gange at du blev våd” sagde han og bukkede igen for at bede om tilgivelse denne gang ”jeg skulle bare se om jeg kunne få det til at reagere som jeg vil have det, men fik aldrig helt fat” tilføjede han langsomt og betragtede hende ”der er ingen grund til at du hidser dig op. Jeg skal nok trække det væk fra dig” hans stemme var rolig, utrolig rolig i forhold til at han kunne mærke at der kunne blusse noget op.

Fredrica så stadig fornærmet ud, men blev formildet da han sagde at han ikke helt havde kontrol, det problem kendte hun godt. Hvis hans kræfter kun virkede på vand, reagerede dampen ikke på hans kræfter, for dampen bestod ikke længere af vand, men en gas hun ikke helt selv kunne identificere, det var vist nok ammoniak for det lugtede ikke ret godt, selvom det var ufarligt. Hun holdt sig derfor for næsen og gik hen mod springvandet igen, til hun ikke længere kunne lugte det. "Det går nok, jeg har ikke rigtig noget der kan gå i stykker, men en advarsel næste gang. Jeg ved godt hvor svært det er at kontrollerer sine evner, men alligevel, du må da være lidt forsigtig ude i det åbne." Sagde hun. Hun lød en smugle bitter over at være blevet så forskrækket. Der skete slemme ting når hun blev forskrækket.

Chén så på hende og smilede da han så hun blev formildet en smule ”det er ikke fordi jeg ikke har kontrol, det er bare det at jeg aldrig fik helt fat i vandet så jeg kunne holde det inde i springvandet” sagde han lavt ”og min evner rækker længere end blot at lege med vand” smilede han kort og betragtede hende ”det kan godt være at du ikke har noget der kan gå i stykker, men du skulle aldrig være blevet våd i første omgang” sagde han og smilede en smule til hende ”og angående min evner, jeg har kontrol over den, for det meste, det vil sige hvis jeg kan se og ved hvad jeg vil, men her sad jeg med ryggen til mit mål, og derfor er det svært at få fanget alt hvad jeg ville.” hans stemme var stadig rolig. ”Der var en grund til jeg valgte springvandet” smilede han ”det er sket før at trykket stiger, og det springer på den måde” sagde han og smilede kort. ”men du må undskylde jeg forskrækkede dig” sagde han.”en undskyldning og en præsentation vil være på en plads. Jeg undskylder mange gange at jeg gjorde dig våd og forskrækket, og håber du vil give mig din tilgivelse” sagde han og bukkede igen for at bede om tilgivelse og vise hende respekt. Han rakte en hånd frem ”mit navn er Chén Lóngwáng” sagde han

Fredrica tog hans hånd, hun kunne ikke lade være med at smile. "Jeg hedder Fredrica" Sagde hun og slap hans hånd igen. "Så hvor langt rækker dine evner så, helt nøjagtigt? Det var nok ikke så smart at putte ammoniakken i springvandet, det tror jeg ikke er sundt for nogen, men det kunne du jo ikke vide." Forsatte hun. "Jeg har ikke så meget kontrol over min evner, og jeg har ikke haft råd til en mobiltelefon før nu, mest fordi jeg kunne komme til at ødelægge den."

Chén så på hende da hun trykkede hans hånd, han så hendes smil og nikkede da hun præsenterede sig selv. ”de rækker sig langt nok til at jeg kalder mig selv for elementerne, jeg kan fremmane og kontrollere elementerne som jeg vil” sagde han og smilede lidt og vendte sig mod springvandet. ”bare rolig, jeg har styr på det, det fordamper snart og så fortynder jeg det” hans stemme var rolig, og han rakte en hånd mod springvandet og begyndte at få det til at dampe” sagde han så langsomt lukkede han øjnene ”jeg lover at ingen mennesker skal komme til skade eller noget andet” sagde han langsomt.

"Nårh ok, så det er ikke bare vand?" Sagde Fredrica muntert. "Jeg tror faktisk jeg kan ordne springvandet. Jeg kan ændre materialer, i teorien kan jeg lave ethvert stof jeg røre om til ethvert andet stof, men jo mere kompliceret stoffet er, jo sværere er det." Hun stak sin hånd ned i vandet, for at se om hun kunne forvandle den ammoniak der stadig var i det, til vand igen. Hun kunne ikke se om det virkede, men vandet holdt i hvert fald op med at dampe. "Jeg har da vist ikke set dig oppe på skolen, går du ikke der? Jeg har kun gået der i en uge, så jeg har ikke set så meget af palæet endnu, og jeg har langt fra mødt alle."

Chén nikkede ”nej det er ikke bare vand” sagde han og smilede til hende ”det ville være dejligt hvis du kunne, og vi burde måske få lidt fart på” sagde han og så sig omkring eftersom de omkring værende mennesker var begyndt at stoppe op og se på dem, han rystede på hovedet ”næste gang må vi nok holde op med at vise os offentligt” grinte han, han havde lyttet til det hun havde sagt og nikkede interesseret i det ”Det lyder interessant, og nyttigt” sagde han og nikkede, han betragtede hende mens hun brugte hendes evne til at rense vandet ”vi finder nok ud af om det har fungeret” sagde han venligt og vendte sig rundt ”nej du har ikke set mig oppe på instituttet” sagde han og smilede ”jeg går der ikke, da jeg kun er i USA for at gå i skole, tage min uddannelse, og så tilbage til Kina” smilede han og lagde en hånd i sin lomme, ”men jeg har hørt der skulle være rart deroppe” smilede han og vendte sig mod hende igen.

"Årh det er det også, alle er søde og rare. Måske er det fordi der er sådan en "os og dem" stemning blandt os og normale mennesker, men alle lader til at holde sammen. Det er også meget rart at folk ikke bliver alt for oprevet over at man kommer til af forvandle et eller andet. Alle har ligsom noget at slås med, så vi hjælper hinanden." Sagde Fredrica. Da hun havde ankommet til skolen var der for første gang nogle hun kunne tale med om det hun kunne, og ikke nogen der jagede hende. "Hvordan ser men på os i Kina, ved folk hvad der forgår eller hva' gør man?" Fredrica kunne ikke forstille sig at man var mindre aggressiv derover, faktisk var hun overbevist om at de ville være værre end amerikanerene.

Chén nikkede igen og betragtede hende bare ”måske, jeg ved det ikke helt, jeg ved bare at normale mennesker ikke er så vilde med os” sagde han og så sig omkring han lyttede til hende og nikkede ”tror jeg gerne at folk ikke bliver” sagde han og grinte en smule ”men jeg har ikke problemer med at forvandle ting til noget andet, mere at jeg kan få vejret til at skifte, sætte ild til et eller andet, lave jordskæld eller oversvømmelser” grinte han kort og betragtede hende igen og nikkede ”det er altid rart at have nogen til at hjælpe” sagde han og smilede til hende ”hvordan er det at komme et sted hvor man kan være sig selv, uden at skulle skjule sig for omverdenen” han havde selv haft det problem længe, med at han skulle skjule det for hans værtsfamilie og hans forældre. ”vi er længere fremme, men vi har også organisationer der mener at mutanter skal udryddes” sagde han, langsomt vendte han sig kort ”det var derfor mine forældre sendte mig til USA, de er medlem af sådan en organisation, og ville ikke have mig til at blive fanget” sagde han kort.

"Jeg kan ikke andet end forstille mig at jeres regering udnytter jer groft." Sagde Fredrica. Hun lød pludselig en smugle bitter. "Du må ikke tro jeg har fordomme om dit land, det er ikke det. Den Amerikanske er ikke et hak bedre, det ved jeg alt om. Ligsom at der er nogen der bliver bange, er der også straks nogen der ser store muligheder. De ved at de ikke behøver at behandle os ordenligt. Men det er da rart at dine forælde elsker dig højere end de hader os."

Chén så på hende og nikkede ”jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det hele, vi er jo vokset op i det, vi ved at hvis vi viser tegn på den næste generation skal vi være heldige hvis vi kommer til at leve efter vi har fået taget en DNA undersøgelse” sagde han og så væk fra hende ”jeg siger ikke noget” smilede han kort og betragtede hende ”det ved jeg i ikke er, men det er bare at vi vil altid blive set sort på, indtil den udvikler sig så meget, at vi er det normale og mennesker bliver det unormale” sagde han og smilede skævt, ”vi vil ikke blive behandlet ordenligt, så længe der er mutant hadere over hele jorden” sagde han bare og nikkede så ”de gjorde det for at det ikke skulle blive opdaget at de har en mutant søn” smilede han ”det er deres ære der står på spil hvis det bliver opdaget” sagde han og grinte kort

"Lad være med at kalde det mutant, det lyder så grimt." Snappede Fredrica "Tror du virkelig det er derfor de gjorde det? Jeg ved ikke hvor meget ære og den slags betyder for folk i Kina, men ville det ikke ha været mere ærefuldt at indlevere dig?" Spurte hun. Tanken om at ens forælde hadede en, var ikke rar. "Hvad ville hadegruppen så gøre ved folk som os, dræbe os? Eller bare spærre os inde, det kan være temmelig svært at holde en talentfuld fast eller bare fange os, det har jeg bevist flere gange. Blandt andet der står en udsøgt marmor statue af en CIA medarbejder et eller andet sted." Sagde hun hårdt og vente blikket væk, det var første og eneste gang hun havde kommet til at bruge sine kræfter på et menneske, og hun havde stadigvæk mareridt om det.

Chén så på hende og smilede inden han kort grinte ”Det er det vi er” sagde han ”mutant er et videre udvikling af det homoserpiens ” sagde han og smilede kort ”vi er det videre udviklede stadie af mennesker” sagde han og grinte kort og nikkede ”jo men det er også en hån at have et mutant barn hvis du får det og er medlem end at mutant hadende organisation er det en hån” hviskede han kort og sukkede så kort ”derfor endte jeg i USA” sagde an og betragtede hende ganske kort. Han vendte sig væk fra hende, lagde så sine arme om sig selv og sukkede så ”jeg tror ikke de hader mig” sagde han og sukkede lidt ”det bliver bare hårdt når man tænker på at de forældre der burde være der for dig, svigter dig ved at De siger de sender dig ud af landet, for at beskytte dem selv” sagde han kort ”de undersøger os så først” sagde han kort og lukkede øjnene ”og så spærre de os inde i specielle celler, hvor vores evner bliver neutraliseret” forklarede han og så sig tilbage ”mind mig om at jeg skal undgå for meget kropslig kontakt med dig, jeg vil ikke blive til noget andet” sagde han med et lille smil, det kunne let høres at det ikke var ondt ment.

"Det er sket en gang, og kun en gang. Det sker aldrig igen." Sagde Fredrica bare. "Jeg her aldrig gjort det siden, og det er efterhånden nogle år siden." Hun satte sig på bænken igen. "Det er ikke lykkedes den amerikanske stat at holde mig fast ret længe af gangen. De var nødt til at holde mig ved bevisthed fordi de ville udnytte mine evner, men tykke mure og stødhegn kan ikke holde mig inde, når det bliver til vand mellem mine fingre. Det var i øvrigt det ord de kaldte mig, de brugte det som et skælds ord, de slog mig nærmest i hovedet med det, derfor hader jeg det."

Chén nikkede og smilede til ende ”jeg ville heller ikke være bange for at det skete” sagde han og smilede til hende ”vi bliver også nød til at lære at kontrollere det, Vi må ikke give dem en grund til at skade os” hviskede han og knyttede næverne og vendte sig, han satte sig ned hos hende igen og betragtede hende ”Det er ikke særlig godt at forsøge at fastholde os ret længe af gangen” sagde han og bed hårdt sammen. ”de kunne bruge de bure der celler der bliver brugt i Kina, der bliver der sendt stråler ind , der neutralisere vores evner, så vi ikke kan bruge dem, men de kan hente DNAen de skal bruge” han så på hende og nikkede så da hun sagde det med Mutant. ”jeg siger bare vi er det næste stadie i menneskeheden, vi er muteret videre fra det normale menneske, bare for hurtigt til at naturen kan følge med, og mennesker har en frygt for alt nyt” sagde han langsomt.