En dejlig dag i byen ~ Fredrica

"Virkelig, har de sådan noget? Det er da godt at de to lande generelt ikke stoler på hinanden. Regeringen ved godt at jeg er her, men skolens indflydelse holder dem på afstand, i hvert fald indtil videre. Jeg forsøger ikke at gøre noget der giver dem anledning til at tilbageholde mig, men jeg har ikke tænkt mig at gå med, uanset hvilken autoitetsfigur, det er." Sagde hun. "Jeg har et godt lille trick."

Chén så på hende og nikkede ”ja det har de, jeg har selv set dem, inden mine evner gav udspil” sagde han lavt og rystede kort over hele kroppen, ”Noget af det mest primitive jeg har set i mit liv, så lidt glæde, så meget ondskab på et sted, det var frygteligt” hans stemme var blevet en næppe hørlig hvisken. ”Der er ingen grund til at de skulle have en grund til at gøre os fortræd, vi er ganske normale, vi burde være frie, og passe os selv, det de burde gøre, er at lave skoler hvor vi lære normal skole gang men med træning af vores evner, ligesom jeres Institut” sagde han og smilede venligt til hende ”jeg har også små triks der gør at der nok skal komme med til undersøgelse” sagde han og grinte inden han lagde sine hænder på sit skød.

"Vent lidt... de tog dig med til sådan et sted da du var mindre?!" Sagde Fredrica indigneret. "Det er da sygt." Hun kunne ikke andet end at væmmes ved tanken. "Jeg ved ikke hvad der vil ske når jeg er færdig på skolen, forhåbentlig er verden blevet et bedre sted, men hvis ikke..." Hun tav efter denne sætning, det var en lidt stor tanke at overkomme. "Hvorfor søger du ikke ind på instituttet, hvis du alligevel bor her i nærheden, og vil lære dine evner bedre at kende?"

Chén så på hende ”De tog mig med ja til et forsknings center” sagde han og så på hende ”det er ikke sygt, det var for at vise os, hvordan vi ville blive” sagde han lavt og sukkede ”og vi ville være blevet sådan, vi ville ikke vanære vores familie” sagde han lavt og sukkede ”ære til familien og den vil ære dig, men vanære du familien vil du aldrig kunne blive tilgivet, det var derfor det kom som et chok da jeg fandt ud af hvad jeg var, men den dag i dag, vil jeg ikke bytte det væk, Dette er hvad jeg er, det har jeg altid vidst, jeg har altid vidst jeg var anderledes, men ikke på denne måde” hviskede han og smilede så ”Det håber vi alle sammen jo ikke” sagde han og smilede ”at verdenen bliver et bedre sted” tilføjede han. ”jeg søger ikke ind da jeg ved hvad jeg er i stand til, jeg mangler bare den fulde kontrol, og den kommer med tide, jeg har fundet nogle gamle pakhuse der virker perfekt til mig nemlig” sagde han og grinte.

"Nogle gamle pakhuse?" Sagde Fredrica med et skeptisk udtryk i ansigtet. "Nogle gamle pakhuse, som du ikke har lov at være i, og som du kunne komme til at rive ned med en forkert bevægelse." Hun så på ham med et hævet øjenbryn. "Hvorfor ikke udnytte at der er en facillitet to km herfra, hvor man han træne næsten lige så meget du vil, med professionelt udstyr, uddannet personale og andre at træne sammen med." Hun kunne ikke se hvad et forladt pakhus kunne tilbyde som instituttet ikke kunne gøre 10 gange bedre. "Er det fordi dine forældre ikke vil ha' at du udfolder dine evner?"

Chén smilede og nikkede ”ja gamle pakhuse” sagde han og så på hende ”De er forholdsvise simple, de er store nok til at de kan blive brugt som jeg vil” sagde han ”jeg har ikke lov, nej, men som de så ud har de ikke være brugt længe” sagde han og smilede så til hende ”jeg river ikke noget ned, det værste jeg kan er jo at rive dem ned ja” sagde han og smilede ”eller brænde dem, oversvømme dem, eller blæse dem fra hinanden, men indtil videre er der ikke sket noget” sagde han ”grunden til at jeg ikke gør det, er at jeg bor hos en værtsfamilie, der bliver betalt for at jeg skal bo hos dem, så jeg er ligesom, for at mine forældre vil betale, skal jeg være hos dem” sagde han ”men jeg havde overvejet det, men der er nogle deroppe jeg ikke kommer særlig godt ud af det med” sagde han bare og lukkede øjnene.

Hun så på ham. Hun betalte ikke selv for at gå på skolen, hun viste ikke hvor skolen havde midlerne til alt det de gjorde, men ingen blev ladt i stikken selv hvis de ikke havde penge. "Hvad er så din plan når du bliver 18, jeg tror ikke dine forældre vil betale efter den dag, hvad har du af planer?" Spurte hun. Hun havde selv måtte klare sig selv i lang tid, ikke fordi hun var udstødt af sin familie, men fordi hun havde valgt at rejse.

Chén så på hende og smilede kort. Han havde allerede planer for hvad han ville efter skolen og når han blev 18 han vendte blikket mod hende og smilede så kort. Han vidste hans forældre ville forsætte med at betale det som det krævede ”jeg får betalt til det jeg har brug for” sagde han og smilede ”men jeg regner med at jeg indskriver mig selv på instituttet så jeg kan få det maksimale ud af mine evner” sagde han blidt og grinte ”jeg ville gerne være sikker på at mine evner på det det helt fulde” sagde han så og smilede ”så skal jeg nok vise regeringen hvorfor de skal frygte mutanter, de skal befries mine slægtninge” smilede han kort for sig selv

"Nej det må du ikke gøre." Sagde Fredrica. "Hvis vi begyndte at tage over, ville der bare blive krig, vi har ikke brug for den slags." Sagde Fredrica. "Hvorfor ikke bare indskrive dig på instituttet nu? Man behøver ikke at bo der, hvis man bor tæt nok på."

Chén så på hende og smilede til hende ”jeg har en grund til at gøre det” sagde han og rejste sig, der er ingen mennesker der fortjener at blive behandlet som dyr” sagde han og rystede ”jeg ved vi ikke har brug for det, men, der er børn der aldrig har levet en normal dag der, mutanter bliver født derinde, i fangeskab” hans næver blev knyttede og han betragtede hende og sukkede ”de bliver behandlet som dyr, og det er derfor jeg vil gøre det” sagde han og lagde hovedet tilbage. ”nej, nu er der ikke ret længe til jeg bliver atten så jeg kan godt vente” smilede han og strakte sig.

"Hey hey HEY!" Sagde Fredrica skarpt, og knipsede med fingrende. Hun viste kun alt for godt hvad der kunne ske når man mistede besindelsen på den måde. "Jeg siger ikke at du ikke må gennembanke den organisation der holder resten af din familie og andre af os som husdyr, men det du helt nøjagtig sagde var at vise regeringen noget, og den slags går bare galt. De ved jo altså godt hvordan man slår... vores slags... ned, så mon ikke de vinder en sådan konfrontation, selv når du er blevet stærk. De retter vel bare de der stråle-dimser mod dig eller sådan noget." Fredrica havde sat hænderne i siden og så streng ud. Det var mærkeligt at tit når hun mødte en anden mutant, kunne de tale sammen som om de havde kendt hinanden længe, måske fordi hun havde så meget til fælles med dem. "Men det er en god grund til at opsøge instituttet, de vil hjælpe dig, det er jeg sikker på.

Chén vendte sig mod hende og så på hende ”hvad er der?” spurgte han og smilede et skævt smil, han vidste hvad der skulle til, han havde tegningerne over bygningen i hovedet, ”jeg siger ikke at jeg vil gennembanke dem, jeg siger at jeg vil befri mine mutant brødre og søstre” sagde han og smilede ”min familie er mutant hadere så de må vælge når tiden kommer” sagde han så bare og knyttede næverne ”jeg ved udmærket godt hvad de er i stand til” sagde han lavt og sukkede ”jeg vil ikke vælte regeringen, jeg vil befri mine brødre og søstre” sagde han lavt og sukkede ”jeg mener bare at hvis jeg kan befri dem uden at gøre skade, så kan der ikke være nogen grund til at de forsætter deres små eksperimenter på os” sagde han langsomt og smilede så ”men det er hyggeligt at snakke med dig” sagdfe han og smilede ”det er ikke dimser, det er DNA fra en af os, de har sat nogle beholdere op i hver celle der indeholder den DNA på den måde kan de gøre det uden at skade os, Der er mutanter derude der neutralisere alle andre evner” sagde han og satte sig tilbage og sukkede kort, han lænede sig tilbage og lagde sine hænder i lommerne mens han så op på himlen ”jeg mener bare at det er bedst hvis man lever frit sådan som de og gør” sagde han så på hende og smilede.

Fredrica sænkede hænderne igen. "Undskyld men jeg bliver urolig når en anden... du ved nok... mister besindelsen på den måde. Der kan ske så meget, jeg er selv kommet il at gøre dumme ting, når jeg har været vred, og jeg ved jo ikke hvor god du er til at styre dig. Jeg mener personligt at det må være vores pligt, ikke at lade den slags overvælde os, så vi ikke skader andre." Hun kunne ikke lade være med at tænke over hvordan man best håndterede hans situation. Sådan arbejdede hun altid, hun lagde et lidt for kompliceret slagplan, som hun så fulgte og altid havde noget hun kunne falde tilbage på. "Jeg tror du har brug for andre talenter end dine egne, de virker ikke så oplagte til din situation. Jeg har hørt om den evne, men jeg ved ikke hvem der har den, der kan neutralisere andre. Du har vel brug for nogle der kan bevæge sig uset, og som samtidig ikke er afhængig af sine kræfter for at gøre det.

Chén så på hende da hun sænkede hænderne ”det gør ikke noget” smilede han og betragtede hende, ”jeg tror jeg ville have det på samme måde, men jeg ved hvad det er jeg vil” sagde han og nikkede, og der er intet der kan overtale mig” hviskede han så ”jeg er også kommet til at gøre dumme ting, tro mig” sagde han så og ”jeg har ingen intentioner om at der er nogen der skal komme til skade” sagde han så og snikkede ”der skal ikke være nogen til skade kommende” sagde han og betragtede hende forsat, han smilede skævt og så på springvandet og lukkede hans hænder og smilede så da han vendte sig mod hende igen ”jeg er allerede i gang med at lægge slagplaner, og ja jeg er ved at rekrutterer mit hold” sagde han og grinte ”jeg ved jeg ikke kan klare mig alene, men jeg har nogle venner der kan hjælpe mig i Kina” sagde han så ”men jeg vil også gerne have nogle med her fra, så jeg har et blandet hold” sagde han og smilede så kort og nikkede og knækkede så nakken og lagde hænderne bag nakken og så op mod himlen og vendte så blikket mod hende og lukkede så øjnene ”jeg siger bare jeg vil have frihed til mine brødre og søstre, men jeg vil ikke skade nogen, en Der kan åbne cellerne med hans evner, og snyde de sikkerheds foranstaltninger der ellers skulle være” sagde han og smilede så og åbnede øjnene og så på hende

Fredrica sukkede. "Det kan nok ikke undgås at nogen kommer til skade. "Jeg er sikker på at nogle på instituttet kan alt det du snakker om, men jeg regner med at et sådan stormangreb ikke går stille for sig. Hvis du regner med at snige dig ind, må du hellere komme igang med at planlægge noget, for jeg kender ikke nogen der bare kan gå ind sådan et sted." Sagde hun. Hendes egne evner var ikke velegnet til kamp. Hun kunne ødelægge en ståldør så let som ingen ting, men hun havde ikke lyst til at tage på nogle missioner overhovedet.

Chén så på hende ”det ved jeg, og det er nok det der bekymre mig mest af alt” sagde han og sukkede dybt, ”det vil jeg da håbe, spørgsmålet er bare om de er villige til det” hviskede han og vendte igen blikket mod springvandet, eller om de er gamle nok, de skal vide hvilke risikos de løber ved at deltage, derfor bliver der en grænse på 17 muligvis 18” sagde han, hans stemme løb bestemt. ”jeg skal ikke lave et stormangreb, jeg er ikke ude på at få os slået ihjel, der var en grund til at cellerne skulle fjernes, og forsvars systemet skal deaktiveres, vi går i Stealth mode. Hurtigt ind hurtigt ud, ingen skade, selvom det bliver nødvendigt” han så ind i hendes øjne ”derfor skal jeg have et hold af 5 hvor de har evnen til at styre mekanik eller sløring. Hvor de har to beskyttere der skal kunne kæmpe for dem, et hold af befriere af 10 så vi kan dække et støøre areal og flere burer, hver med en beskytter. Og så skal vi have en angrebs styrke hvis det hele slå fejl, omkring 50 styks og har rekrutteret i Kina” men ved ikke hvor mange endnu” hviskede han helt. "men det er ikke det vi burde snakke om nu" sagde han for ligesom at skifte emne.

"Wow..." Sagde Fredrica bare. Dem oppe på instituttet tog risikoer som denne temmelig tit, så det var sikkert noget de var villige til. "Ja jeg skal vel ikke missionere for en skole, men den er virkelig god og sikker for alle os der føler os forfuldt." Fortsatte hun.

Chén så på hende og smilede. "De skal være sikre på at jeg skal nok tage ansvaret for dem, jeg vil ikke lade dem ske noget" hans stemme var bestemt, og rolig. "Jeg vil ikke have for mange med, det kan bringe for mange i fare, og jeg vil ikke kunne bære at se mine brødre og søstre falde, ikke af blod men af mutation, eller bånd, hvad man nu engang foretrækker at kalde det." sagde han. Han lukkede øjnene, som sagt jeg har også tænkt mig at indskrive mig selv og få min venner her over, så holdet kan fin pudses og aktionen kan føres ud i livet." Sagde han

"Det lyder som en praktisk ide. Jeg håber på at det kommer til at gå godt." Sagde Fredrica. Hun viste godt at der ville gå tid, før han kunne udføre denne plan, og det var slet ikke sikkert at han kunne lede missionen selv, som han forslog." Hun stak hånden i vandet, og nød den kølige fornæmmelse, i det meget varme vejr.

Chén så på hende og nikkede ”det skulle det også helst” sagde han og nikkede ”det skulle helst gå fejlfrit” sagde han og så på vandet, han havde været ved at planlægge denne mission længe, og han vidste der ville gå lang tid før den ville kunne realiseres, men han havde også det på den måde, at hans evner skulle udvikle sig yderligere, og hans kontrol skulle også forbedres, inden han ville gøre noget som helst. Da han så hun lod hånden glide gennem vandet, smilede han og betragtede hende ”vil du fortælle mig lidt om dig selv?” spurgte han venligt og smilede lidt

"Det kan jeg da godt." Sagde Fredrica, det var et lidt depimerene emne, men hendes historie var ikke meget mere optimistisk. "Jeg er fra Washinton, min mor, stedfar og bror bor der stadig, men jeg har ikke været hjemme længe. Jeg har fået talløse invitationer fra dem siden jeg stak af, men jeg ved ikke om jeg tør, se dem igen." Sagde hun. "Jeg havde det med at forvandle al ting, og jeg var bange for at bringe dem i fare. Jeg kunne ikke engang give nogle af dem et kram, eller hvad hvis jeg kom til at lave et eller andet farligt i huset uden at vide det."

Chén så på hende og nikkede mens hun fortalte, han lyttede interesseret i hvad hun sagde ”det er jeg virkelig ked af at hører, Så du vil helst gerne undgå fysisk kontakt?” hans stemme var blevet trist, tænk at man ikke kunne rører folk fordi man var bange for at skade dem, nu havde han det omvendt, det var hans familie der ikke ville rører ham, og det havde han det ikke særlig godt med, men i hendes tilfælde. ”Hvad med fysisk kontakt, med venner, veninder og kærester?” spurgte han og betragtede hende. Han følte virkelig med hende, ingen fysisk kontakt, ”det må virkelig være hårdt” hviskede han lavt og så på springvandet igen, det var ganske kort inden han igen vendte blikket mod hende, ”det problem har jeg også, men det er så kun min krop der er noget farligt” hviskede han og sukkede. Han rejste sig og så rundt igen.

"Nej ikke mere, jeg har lært ikke at tænke for meget over det, så sker der heller ikke noget. Nu er det mest mine venners ting, jeg ikke så gerne vil røre ved, for jeg har ødelagt nogle af dem, jeg har to af hver skolebog, fordi jeg nogle gange kommer til at forvandle dem. Det ver heller ikke så billigt i tøj, før jeg har lært at forvandle det tilbage igen. Men jeg kan ikke få teksten til at komme tilbage i en, når den først er væk.

Chén så på hende og nikkede så ”det må være dejligt for din kæreste, at du ikke er bange for at rører ham” sagde han og smilede ”der er jo dem der suger andres evne eller livskraft ved fysisk kontakt” sagde han og smilede venligt til hende ”kan godt forstå du ikke vil rører andres ting” sagde han og betragtede hende venligt. ”du må være dyr at finde gaver til så” sagde han ”eller ikke, men det må være svært at finde noget til dig, hvis du kommer til at ændre det” sagde han venligt og smilede blidt til hende, han rejste sig fra springvandet og smilede til hende.

Fredrica rødmede en smugle. "Nej det er ikke et problem, og ingen lader sig rigtig genere af at nogle af deres ting ændre en smugle karakter, og ingen på skolen er bange for at røre mig, eller låne mig noget. Det er bare en personlig følelse, du ved... Desuden har jeg ikke en kæreste, jeg er først rigtig begyndt at se andre mennesker efter jeg startede på skolen igen."