En dejlig dag i byen ~ Fredrica

Chén så på hende da hun rødmede, han smilede lidt skævt og rystede kort på hovedet. ”det er så temmelig godt, efter min mening, men der kan vel ske mange sære ting oppe på instituttet” sagde han og betragtede hende ”der er vel kun fare hvis du føler dig presset eller sådan?” spurgte han venligt og smilede til hende, et vidt tandsmil der ikke var stort eller småt. ”kender godt det der med personlige grunde” sagde han og nikkede ”jeg troede faktisk at du havde en” sagde han venligt ”du ligner en drengene ikke vil lade være i fred, nærmest ville slås om” sagde han og smilede kort. ”hmm så du begyndte først efter du var startet oppe på instituttet?” spurgte han så og smilede lidt.

Fredrica udstødte en lille latter. "Ja en lille sky pige som mig, kan godt gå hen og blive andgrebet af små gentlemen." Sagde Fredrica. Hun havde et opgivende smil om munden. "Der er to drenge der ikke kan døje hinanden på grund af mig, det er lidt morsomt. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kunne fortælle dem begge at jeg helst bare vil være ven med dem lige nu, jeg har jo ikke været her så længe. Men der er ingen af dem der har indrømmet noget, så det er lidt mærkeligt at skulle sige det. Desuden vil jeg jo ikke gøre nogle af dem kede af det."

Chén så på hende og lyttede til hendes latter ”er der virkelig små gentlemen der angriber dig?” spurgte han venligt og så hendes opgivende smil ”de skal nok finde ud af at kunne enes igen” sagde han langsomt og betragtede hende kort. ”de må bare leve med dit valg” sagde han venligt. Han blik faldt på hende ”du skal følge dit hjerte, og gøre hvad du mener er bedst for dig selv” sagde han. Hans blik faldt på jorden derefter ”det er dit valg, og du skal kunne leve med det” hans stemme var alvorlig da han så ind i hendes øjne ”du må ikke lade dem presse dig, til at vælge, du skal tage det i dit eget tempo, og hvis de holder af dig, bare den mindste smule, ville de acceptere dit valg, og de ville kunne finde ud af det, uanset om du kommer til at såre den ene af dem” sagde han så og smilede skævt, ”du skal gøre hvad der er bedst for dig, de må du love dig selv” sagde han så.

Fredrica små lo lidt. "Det er den samme tirade jeg får af mine veninder, hver gang." Sagde hun. Jeg finder nok ud af det, det er også meget rart at blive behandlet som en man gerne vil være i nærheden af." Sagde hun. "Jeg kan godt li' dem begge to, men jeg ved ikke om jeg vil være kæreste med nogle af dem. Og jeg ved jo faktisk ikke om det er det de vil, men jeg er ret sikker."

Chen så på hende og smilede lidt ”det er fordi, den vigtigste i dit liv, er dig selv, hvis du glemmer dig selv, kan du ligeså godt glemme livet, De næst vigtigste er dine venner og veninder, de ægte af slagsen” sagde han så og smilede kort ”kærester kommer og går, indtil man finder den helt rigtige” sagde han langsomt og betragtede hende med et venligt og ærligt blik. ”det er derfor følelser er noget af det farligste du kan lege med” sagde han kort. ”du skal også tage dig al den tid, du har brug for, angående de drenge, find ud af hvad de mener, hvad de vil. Derefter skal du finde den rette for dig” sagde han og smilede.

"Ja, sådan bliver det også" Sagde Fredrica. "Jeg har ikke tænkt mig at vælge nogle jeg ikke kan tolerere. Og den der hanekamp de har kørene, den gider jeg ikke rigtig deltage i. Det kan være jeg vægler en af de bliver modne nok i hovedet til at se hvor åndsvagt det egenlig er." Sagde hun. "Jeg føler mig ikke det mindste presset til noget som helts."

Chén så på hrnfr og nikkede ”det er klogt” sagde han og smilede kort ”det er godt du vil lade dem ordne deres egen problemer” sagde han og nikkede for at vise at han gav hende ret. ”men du behøver jo ikke at vælge en af dem, selvom at de bliver mere modne, hvis du finder en anden der er mere dig” sagde han ”man skal jo altid se det fra andre vinkler også” sagde han venligt og smilede. ”du skal heller ikke føle noget pres” sagde han for at forsøge at forklare hvad han mente med det han havde sagt.

"Det går nok, alt sammen." Sagde Fredrica. "Hvad med dig selv, har du mødt nogle nye venner siden du kom til landet? Og hvor har du lært Engelsk?" Spurte hun. Det var et lidt pinligt emne at ha' med nogen som helst, så hun ville gerne skifte emne.

Chén så på hende og smilede kort inden han nikkede ”det skal det nok, det er rigtigt nok” sagde han så ”jeg har mødt et pr stykker” sagde han så ”og også nogen jeg ikke kan komme overens med” sagde han så og rystede på hovedet ”jeg har lært engelsk mens jeg boede i Kina, det er et fag vi har, og jeg har forbedret det væsentligt siden jeg begyndte at studere her” sagde han så og betragtede hende. Han smilede over hendes forsøg for at skifte emne, og han lod hende gøre det med glæde.

"Du taler det meget godt, men det må være svært. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor mærkeligt det ville være at tale kinesisk." Sagde Fredrica. "Vi har en masse engelsk undervisning her vi har også fransk og spansk, men vi har ikke kinesisk." Hun smilede lidt, og tænkte over hvordan der så ud i Kina.

Chén så på hende og smilede ”Det er jeg meget glad for at høre, jeg øver mig også så meget som jeg nu en gang kan” sagde han kort og smilede ”Kinesisk er et af de sværeste sprog at lære, og derfor forsøger jeg at, snakke så godt engelsk som jeg nu engang kan, så jeg ikke slår over i kinesisk” sagde han venligt og smilede ”jeg ville gerne lære flere sprog” sagde han kort og smilede til hende.

"Tja jeg har hørt at jo flere sprog du kan tale, jo nemmere er det at lære flere." Sagde Fredrica. "Jeg kan kun engelsk godt nok, til at at tale med nogle. Til gengæld ha jeg fået lært at klare mig selv, som de fleste teenagere ikke kan." Sagde hun. "Jeg ser nu frem til at få mig en uddannelse i et eller andet, jeg ved endnu ikke hvad jeg har lyst til at læse."

Chén så på hende og smilede lidt over hende ”det har jeg så ikke hørt” sagde han og smilede kort og grinte ”men man lære noget nyt hver dag” sagde han og smilede lit ”jeg kan så kun kinesisk og engelsk, og lidt fransk og spansk… Altså jeg kan små gloser på de sprog, som at sige hej og farvel, mit navn er og sådan” sagde han ”altså ikke lange sætninger” tilføjede han ”det er sådan noget jeg gerne vil lære mere af” smilede han kort og nikkede til hende ”det er også godt når man kan det” sagde han og smilede ”det kan jeg også selv” smilede han ”men du har ret i at der er mange der ikke kan det” sagde han blidt og smilede venligt til hende ”det er måske ved at være tid til at finde ud af det” sagde han kort og smilede lidt til hende, ”jeg vil selv læse til læge, men jeg vil stadig gerne lære flere sprog” sagde han og smilede lidt.

Fredrica så en smugle tvetydig ud, der var noget med det med uddanelse der plagede hende en smugle "Lige nu prøver jeg bare at få mine evner til at fungere rigtigt, der er sådan at jeg i princippet kan leve af dem, men er det ikke snyd, eller er det i orden bare at lade firmaer købe dyre matrialer lavet af... ja det kunne være grus?"

Chén så på hende og lukkede øjnene mens han lyttede til hende med et lille smil og nikkede ”jo det er meget snyd, det er svindel” sagde han kort og alvorligt ”du giver mennesker noget der er noget andet end det de tror, men fordelen for dig er så, at de får det de beder om, men du har brugt din evne til din fordel” sagde han langsomt, ”jeg troede i lærte at bruge jeres evner til andres fordele, for at hjælpe andre, og undgå at skade dem” sagde han så og løftede det ene øjenbryn.

"Det gør vi, vi lære at bruge vores evner til alles fordel." Sagde Fredrica tørt. Men hvad er der egentlig i vejen med at lave sand om til et bestemt metal, eller til noget endnu mere værdifuldt og sjældent?" Spurte hun.

”problemet er at hvis mennesker ved hvor mange rå stoffer der er, og hvor meget der er tilbage af det” sagde han kort og tørt ”og derfor vil der komme spørgsmål ved at du kan handle med ting, du ikke har rettighederne til at gøre det med” sagde han så kort igen ”jeg angriber dig ikke, jeg syntes det er en god idé, men jeg vil ikke se dig på en anstalt hvor dine evner bliver misbrugt til grumme og onde ting” sagde han langsomt.

"Ikke har ret til?!" Sagde Fredrica en smigle indigneret. "Hvis ikke jeg havde ret til at forvandle jern til guld, eller vand til honning, så ville det ikke være muligt, men det er det." Fredrica blev en smugle opbragt. Hun ville ikke ha af vide hvad hun måtte og ikke måtte bruge sine kræfter til. Hun havde fået at vide at det at begå kriminalitet med dem, ikke var smart men det var hun heller ikke det mindste interesseret i, hun var et ordenligt menneske. Hun var bange for sine kræfter som sagen lå nu, men bare på den uge hun havde gået på skolen, havde hun lært at lave to nye metaller, og hun havde langt færre uheld end før. En pludselig selvtillid var vagt til live i hende, for et øjeblik. "Regeringen har været ude efter mig, om de ville bruge mig til at lave ting, eller forhindre mig i det er jeg ikke helt klar over, men hvis jeg kan leve godt af mine evner, hvad er der så galt i det?"

”ja, du skal eje et sted hvor råstofferne bliver udvundet” inden du kan begynder at handle med dem, og staten styr på din forretning og ved hvad du køber, og det vil ikke give mening og der vil være spekulationer hvis du købe grus eller sand, og så kan sælge guld og sølv eller noget helt tredje” sagde han lavt og så ned på hans hænder ”jeg vil ikke bestemme hvad du skal og må bruge dine kræfter til” sagde han langsomt. Han ville ikke bestemme hvad hun lavede med endes evne, men han var bekymret for hende, han vidste ikke hvorfor, og det lignede heller ikke ham at være komme med sådan noget. Så hvorfor kom det nu. ”jeg tror ikke der er noget godt i at du gør sådan noget, for hvis de kommer med en arrestordre på dig, så skal du følge med, medmindre du vil være på flugt fra hele landet, som en af deres mest farlige, så alle i landet ringer til politiet når de ser dig” sagde han langsomt

"En arrestordre for hvad? Jeg finder på noget jeg er ikke dum. Tror du ikke jeg ved at det ikke er en god ide bare at gøre det uden at tænke over hvordan det skal sættes op? Desuden er der ikke nogen der kigger i ens forretnings router så længe man betaler sin skat, jeg skal bare ha' sat det rigtigt op. Det vare ikke længe før verden løber tør for olie, faktisk er der mange reserver der ikke har langt igen, så hvorfor er det ikke en god ting?"

Chén så på hende og rystede opgivende på hovedet. Han vendte blikket væk fra hende og rejste sig op ”hvordan tror du at det ser ud, når der ikke er mere olie, og du så kan sælge det, Det er det samme med guld, når der ikke er mere, er der ikke mere, og hvad så når du bliver undersøgt, for hvordan det kan lade sig gøre at du kan handle med det, derfor ville det være mere smart hvis du fandt en måde hvor på du ville kunne tjene penge på at lave mere miljøvenlig energi, bruge din evne til det, du skal nok finde på noget hvordan det skal kunne lykkedes, men brug den til at gøre verdenen mere miljø venlig” hans stemme var mild.

"Det er grunden til at jeg vil ha' en uddannelse, man ser på uddannede mennesker som mere hver at lytte til og med lavere tendes til at ha' bagtanker. Jeg har da også en større chance for at kunne bidrage med noget, når jeg ved hvordan. Som du selv har sagt, så er verden en anden til den tid, og så har verden enten accepteret at vi er her, eller også har de dræbt os alle, der kan ikke være en mellem vej mellem de to." Sagde Fredrica.

Chén så på hende og nikkede så ”jeg undskylder mange gange min opførsel overfor dig, jeg er ked af at vi kom ind på dette spor, jeg havde aldrig den hensigt at vi skulle begynde at diskutere” sagde han langsomt og så væk fra hende, han lagde hænderne foran hovedet og sukkede over sin egen opførsel, han følte han havde været upassende overfor hende, at han havde vanæret sin familie, og han vidste hvad han måtte gøre når han fik tid til det, noget han ikke ville dele med andre, det skulle kun være mellem han og hans forfædre. ”jeg giver dig kun ret i at vi er en fremstormende race, og enten uddør vi eller også kommer vi i et stort overtal” sagde han så

Fredrica sukkede. "Glem det, det gør ikke noget." Sagde hun "Vi skal jo også være forsigtige. Det er bare rart at vide at ens evner kan bruges til noget godt, istedet for bare at være en byrde." Sagde hun. Hun følte sig lidt fjollet over sig selv, og over at ha de tanker, med det var sådan hun havde det.

Chén så på hende og nikkede så ”skal jeg forsøge” sagde han så og smilede kort til hende ”ja vi skal være forsigtige, men jeg trænger virkelig til at komme i gang med noget motion” sagde han så langsomt og rejste sig, han strakte og så sig omkring og smilede til hende, han lukkede hånden og mærkede varmen i den med et lille smil overvejede han at lade flammen kommer til syne. Han stoppede dog sig selv og sukkede kort.