Musikkens ro (open for alle)

tid: sen aften
vejr: Regn udenfor
sted: opholdsstuen
omgivelser: Ingen

Annabella sad i opholdsstuen og spillede på sin harpe, hun havde lige trænet med Jean, som hjalp hende med at få styr på sine evne, da den ting tog over. De havde fundet ud af, at lyden af harpe fik hende til at slappe af, og det samme galdt hendes evne. Så Jean havde givet Annabella en harpe, som hun spillede meget på, i pauser, og når det var aften.

Fredrica gik på gangen i sine egne tanker. Hun havde kedet sig hele dagen, havde haft både samfundsfag, matematik og fysik på en og samme dag, hendes tre dræber fag, så hun orkede ikke en gang at se sine venner, hun ville bare op på sit værelse og se en film, eller noget i den retning. Hun gik forbi døren inde til opholds rummet, som hun regnede med stod tomt lige nu, så hørte hun lyden af et eller andet strenge instrument... Var det en harpe..? Hun åbnede forsigtigt døren indtil opholdrummet hvor lyden kom fra. Der sad en pige derinde og spillede en smuk melodi på en harpe. Hun stod lidt og kiggede på pigen, men kom uheldigvis til at sparke til dørkarmen da hun ville gå helt ind i rummet.

Fredrica var iført jeans, langærmet T-shit, pelsede sutsko. Hun havde en halskæde med et dråbeformet, sølv vedhæng, og et par briller med gråt stel.

Annabella skar sig på en af strengene og tabte sin harpe. hendes evne gik amok. "JEAN HJÆLP!" skreg hun, da hun ikke kunne falde til ro igen. hun tog sig til hoved, i forsøg på at styre sin evne, men det kunne hun ikke helt endnu. tårerene løb ned af hendes kinder, det var flovt for hende, at hun ikke kunne styre dem. tingene omkring hende blev løftet op, selv hendes harpe som nu var gået istykker blev også løftet op

Fredrica blev så forskrækket at hun faldt om på gulvet, hun dækkede sit hoved og havde mest af alt lyst til at flygte ud af døren, men hun kunne jo ikke efterlade pigen sådan her. Problemet var at Fredricas evner ikke var til nogen gavn i dette tilfælde, hvordan skulle hun kunne nå pigen for at prøve at berolige hende. Hun begyndte at gå frem mod pigen, imens hun forsøgte at undgå at blive ramt af alle de flyvende ting.

hjælp mig, jeg kan ikke styre min evne" sagde hun grædende. hun skammede sig over det. det var jo en af grundene til at hendes far slog hånden af hende. "Det eneste der kan berolige min evne er harpe spil, men da jeg ikke kan styre det, kan jeg ikke få fat i harpen" sagde hun og forsøgte igen på at få styr på sin evne

"Harpen?" Sagde Fredrica for sig selv, hvordan skulle hun dog få fat i den? Hun løb frem imellem de mange ting, og forsøgte et undgå at blive ramt, det lykkedes kun halvt. Bøger, skulpturer, spil og andre ting fra opholds rummet, ramte hende konstant. En bograol der ville ha slået end ud, hvis den ramte, forvandlede Fredrica til vand, før den kunne gøre andet skade end gøre hende en smule våd. Harpen fløj rund højt over hende i det højloftede rum, så der var ingen mulighed for at hun kunne få fat i den, hendes eneste mulighed var at få fat i pigen. Hun tumlede frem, og fik fat i hendes hånd netop som en vase ramte hende på hoften.

STOP!" skreg hun og med et faldt alt bare til jorden. hun gik hen til pigen som havde forsøgt at hjælpe hende. "Er du okay?" spurgte hun lettere bekymret. *Jeg er for farlig, selv ikke her kan jeg styre det* tænkte hun og så ned. hun begyndte at samle tingene sammen. "Lov du ikke siger noget til nogen om dette, jeg er blevet smidt ud fra et hjem en gang, fordi jeg er mutant og ikke kan styre min evne, og jeg vil ikke smides ud fra endnu et.... jeg vil finde et rum ingen kommer ind i, jeg er for farlig for andre" sagde hun ked af det og fik sat alt på plads igen

Fredrica satte sig op og tog sig til sin hofte. "av." Sagde hun og satte sig med menene foldet op under sig. "Årh hold op med at tale sådan." Sagde hun en smugle for hårdt, fordi hun selv havde døjet med et ligenende problem. "Man bliver ikke smidt ud herfra fordi man ikke kan styre sine kræfter, tro mig det ved jeg alt om." Hun forsøgte at rejse sig op, og hun var øm alle steder. "Vi må da også ha lidt hjælp til at rydde alt dette op." tilføjede hun.

hun nikkede. hun prøvede at samle sine tanker. alle tingene løftede sig og kom på plads. efter det sank hun på knæ, hun hev efter vejret, da hun ikke kunne få luft

Fredrica rejste sig op med besvær, og prøvede at støtte på sit ben. Hun kunne godt stå på det, men det gjorde temmelig ondt. Hun kunne lugte en stram lugt af benzin, og skyndte sig hen for at åbne vinduet. "Jeg tror jeg kom til at forvandle den, bogreol forkert." Sagde hun og så på den våde plet hun havde efterladt på gulvet og ud over sit tøj, og som var de eneste rester af den bogreol der var fløjet mod hende. Hun gik hen og tog pigens arm og hjalp hende op i en stol. "Klare du dig?"

jeg er okay, jeg er bare flov" sagde hun lidt trist og tog sig til hoved

"Nåh, det skal du ikke tænke på." Sagde Fredrica, hun havde efterhånden set nogle vilde ting mens hun havde været her. "Den første dag jeg var her, kom jeg til at forvandle min seng til rent sølv." Hun smilede, det var ikke mere end en måned siden hun slev var ankommet, og hun talte allerede som om hun havde været her længe, hun havde virkelig fundet sig til rette her. "Skal du spille harpe hele tiden?"

for at holde min evne og tanker i ro ja, jean fandt ud af det, en dag hun hørte mig spille" sagde hun og smilede

"Nåh, men er det så alt du gør?" Fredrica forstod ikke hvad hun mente, hun kendte godt det med at have et fokus. Det brugte hun selv, men det var i form af noget der havde startet ud med at være en sten på størrelse med en blomme, som hun kunne fokusere på og forvandle når hun blev rastløs, ked af det elle vred, og det virkede for det meste. Men Fredrica kunne ikke forstå om pigen var nødt til at spille heletiden, eller bare en gang imellem. "Jeg hedder Fredrica." Sagde hun og rakte sin hånd frem.

jeg hedder annabella green" sagde hun høfligt, og lagde sit røde hår bag øret

Fredrica tog Annabellas hånd og trykkede den. "Rart at møde dig." Hun satte sig i stolen ved siden af, og begyndte at gnide sit ømme ben.

det er også hyggeligt at møde dig" sagde hun og samlede sin harpe op. snorene var sprunget. "Man de koster en hel formue de stenge" sukkede hun

"Ja det kan jeg godt se, jeg håber ikke at din harpe gik i stykker, det ville være synd med så fint et instrument." Fredrica, beundrede harpen, men rørte ikke ved den. "Kan du spille ud den streng?" spurte og samlede den knækkede streng op fra gulvet.

desværre ikke" sagde hun og rettede harpen

"Så håber jeg da du har ekstra med, ellers lad mig lige se om jeg kan gøre noget ved det. Ved du tilfældigvis hvad de er lavet af?" Hun samlede den nederste del af den knækkede streng op, og undersøgte den lidt, for at se om hun kunne gætte sig til det.

hvis meget fin stål, tror jeg, men jeg ved det ikke, det følels som silketråd" sagde hun

"Øv, hvis jeg viste hvad den var lavet af kunne jeg måske lave den, men hvis ikke vi ved det, kan det ikke blive helt rigtigt."

der er en måde at fnde ud af det... stål tråde skær" sagde hun og kørte hånden over en af trådene, g hun blødte fra hånden

Fredrica følte på den tråd hun stod med, men hun sker sig ikke. "Denne her er ikke af stå, i så fald. " Sagde hun.

de andre er stål tråd" sagde hun